På vej til drømmejobbet på Tyra II
Det har egentlig været hans plan helt siden skoletiden, for allerede da var Jan Hansen i praktik som elektriker. Men som det nogle gange sker, så vælger man anderledes end først tænkt og planlagt. Sådan var det for Jan Hansen, der bor i Askov i Vejen Kommune.
- Jeg valgte at tage en HH og blive udlært i en Expert, men drømmen om at blive elektriker slap mig aldrig helt, fortæller den nu 48-årige Jan Hansen om uddannelsen han først fravalgte som helt ung.
Både før og efter sin lærlingetid arbejde han på fabrik, hvor der var gode muligheder for at arbejde mange timer og tjene mere end nyudlært. Der skulle nemlig spares penge op til en verdensrejse på et halvt år, der gik gennem USA, Fiji, New Zealand, Australien, Singapore og Thailand. ”Den klassiske” som han nu kalder sin verdensrejse med et smil.
Efter hjemkomsten sprang Jan Hansen direkte ind i arbejdslivet, hvor elektronikafdelingen i Metro-kæden var første station, inden han gik ind i sælgerbranchen. Der fulgte gode lange ansættelser som sælger hos OK benzin, hvor Coop butikkerne var kunderne og sidenhen som sælger hos Carlsberg. Lidt anderledes blev det, da han blev butikskonsulent hos Aller Media. Man hører og mærker stadigt hans engagement og arbejdsglæde fra virksomhederne, detaljerne og optimeringprocesserne hos Aller er bestemt ikke glemt.
En skilsmisse – og drømmen blev gjort til virkelighed
Måske Jan Hansen stadig havde været en engageret Aller-medarbejder, hvis ikke livet havde slået et af de hårde sving tilbage i 2017.
- Jeg blev skilt, og det gjorde jeg tog hele mit liv op til vurdering. Så besluttede jeg at forfølge drømmen om at blive elektriker, fortæller Jan Hansen.
Lønnen som voksenlærling afskrækkede ham ikke, selvom lønnedgangen var stor. Hvis læretiden skulle begynde med at halvt år på teknisk skole med SU, ville drømmen ikke kunne blive til noget. Der er dog en mulighed for at komme direkte i lære hos en elektriker, på den måde ville lærlingestedet skulle betale lærlingeløn under skoleopholdet, som følger senere i forløbet.
Merudgiften til lærlingelønnen gjorde det ikke nemmere for ham at finde en elektriker at komme i lære hos. Men et liv som sælger giver erfaring, og Jan Hansen er naturlig udadvendt, åben og glad, så der var hurtig succes, selvom han var en dyrere lærling.
- Jeg tog rundt til fem elektrikere, inden jeg fandt en lærlingeplads, fortæller Jan Hansen, der kom i lære hos Skan-El i Brørup som 44-årig i 2017.
Udlært i år og klar til et arbejdsliv offshore
I januar 2021 blev Jan Hansen udlært elektriker, og hans erhvervserfaring havde endda givet merit, så lærlingetiden blev forkortet en smule. Først fortsatte han med at arbejde hos Skan-El, men en jobagent var alligevel blevet oprettet, så en en dag i maj tikkede en jobannonce ind i mailboksen. Den vakte speciel interesse hos den nyuddannede elektriker.
- Semco Maritime søgte elektrikere til genopbygning af Tyra-feltet. Det har altid spøgt lidt, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde på den måde. Her kan man arbejde intenst i en periode og så holde helt fri bagefter. Nu har jeg jo endelig en uddannelse til at kunne få sådan et job, fortæller Jan Hansen.
Ansøgningen blev hurtigt sendt afsted, for her var netop den muligheden for at arbejde intensivt to uger i 12 timer om dagen efterfulgt af tre ugers fri.
Hele sommeren gik, og Jan Hansen huskede jævnligt at minde Semco om, at han stadig var interesseret. En dag i september kom der dog et andet jobtilbud, hvor arbejdet gik ud på at at køre rundt og tjekke el-installationer. Det takkede han ja til – men samme dag ringede Semco.
- Jeg blev tilbudt et job af Semco, så måtte jeg ringe til det andet firma og sige, jeg havde fået et bedre tilbud, fortæller Jan Hansen om, hvordan drømmejobbet nærmest kom i sidste øjeblik.
Overvejelserne inden første tur til Tyra II
Den 5. november skal Jan Hansen på de første 14 dages arbejde på Tyra. De første online kurser er allerede blevet taget hjemmefra, inden den øvrige sikkerhedstræning skal bestås i Esbjerg.
Der har selvfølgelig været overvejelser undervejs og helt praktiske forberedelser.
- Mine børn har nu en alder, hvor det kan lade sig gøre, og min kæreste tager min hund i de 14 dage, hvor jeg er ude, fortæller Jan Hansen, der har to sønner på 18 og 21 år.
Bekymringer har han ikke omkring sit kommende job, men der har naturligvis været tanker om, hvad der kan blive svært.
- Selvfølgelig har jeg også tænkt, at jeg ikke lige kan komme hjem, hvis der sker noget. Og hvordan kommer det til at være med min kæreste. Jeg skal også kunne bruge al den fritid til noget – måske begynder jeg at cykle igen, fortæller Jan Hansen, der også er bådejer.
En ting har Jan Hansen hørt om de tolv timers fritid hvert døgn ude på Tyra II.
- Jeg har hørt, man kan fiske derude, slutter Jan Hansen.
DK Havenergi følger i denne artikelserie elektrikeren Jan Hansens på vejen til et arbejdsliv på Tyra II.