DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Pensionskasser skjuler enorme CO<sub>2</sub>-udledninger fra energiinvesteringer
Investeringer i bl.a. fossile kraftværker gennem flere kapitalfonde fremgår ikke af pensionskassernes klimaregnskaber (Arkivfoto.)
Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Pensionskasser skjuler enorme CO2-udledninger fra energiinvesteringer

Danske pensionsselskaber finansierer flere hundrede fossile kraftværker, men det fremgår ikke af deres CO2-opgørelser.
18. SEP 2024 9.04

Milliarder af kroner fra danskernes pensionsopsparinger medfinansierer flere hundrede fossile kraftværker, uden at det fremgår af pensionsselskabernes CO2-opgørelser i deres klimaregnskaber. Det afslører en kortlægning den finansielle ejerskabsstrukturer i olie- og gas- og kulkraftværker, som Danwatch har foretgaet i samarbejde med Global Energy Monitor.

Kortlægningen afslører, at 13 danske pensionskasser har investeret 4,7 mia. kr. i store amerikanske kapitalfonde, som ejer eller finansierer mindst 426 aktive kul-, olie- og gaskraftværker. Disse kraftværker har hidtil været usynlige for danske pensionsopsparere og er udeladt af pensionssektorens klimaregnskaber.

Kraftværkerne finansieres blandt andet gennem danske pensionskassers investeringer i otte af verdens største kapitalfonde: KKR, Carlyle, Blackstone, BlackRock, Ares Management, Macquarie, Apollo Global og Brookfield.

Andreas Rasche, professor i bæredygtighed på CBS, mener, at pensionskasserne bør medtage disse "skjulte" udledninger fra alle ejere af kraftværkerne i deres klimaregnskaber.

- Danske pensionskasser bør i det mindste forsøge at estimere disse emissioner, selvom data ikke er tilgængelige. Men når man imidlertid kender de præcise aktiver, er det ofte muligt at estimere emissionerne. Det er ikke perfekt, men bedre end ingenting, siger Andreas Rasche.

Pensionskasse erkender mangelfuld rapporteringen

Industriens Pension erkender, at rapporteringen omkring CO2-aftrykket er mangelfuld og arbejder på at forbedre den.

- Data er stadig under udvikling, og vi har derfor stort fokus i vores aktive ejerskab på selskabernes rapportering af udledninger, siger chef for ansvarlige investeringer i Industriens Pension, Ann-Louise Winther, efter Danwatch har forelagt hende de skjulte emissioner fra industriens portefølje.

Også PFA, Velliv, Danica Pension, Sampension, PensionDanmark, AkademikerPension, PenSam, P+, Lægernes Pension, PKA, Lærernes Pension og AP Pension har investeringer i de otte kapitalfonde, som Danwatch har undersøgt.

En opgørelse fra Global Energy Monitor viser, at kapitalfonden KKR alene udleder 6.500 gange mere klimaskadelig drivhusgas fra sine 188 fossile kraftværker, end hvad de selv oplyser.

amp



Tilmeld dig nyhedsbrevet