Rapport: Verdens allerrigeste forurener for et helt liv på 90 minutter

Verdens rigeste ene procent står for halvdelen af CO2-udledninger alene i flybranchen, viser rapport.  
28. OKT 2024 9.46

Verdens 50 rigeste milliardærer udleder i gennemsnit mere CO2 på 90 minutter, end den gennemsnitlige person gør på et helt liv. Det fastslår udviklingsorganisationen Oxfam i en ny klimaulighedsrapport.

Rapporten beskriver, hvordan verdens rigeste personer har store klimaudledninger gennem deres forbrug af særligt privatfly og luksusyachter. De superriges luksusforbrug og dets udledninger er "en direkte trussel mod planeten", mener Lars Koch, der er generalsekretær i Oxfam Danmark.

- De superrige har et meget stort ansvar for klimakatastrofen. Det er en lille gruppe mennesker, men de har nogle ekstremt store udledninger. De har et forbrug som på ingen måde er bæredygtig, siger Lars Koch.

Ifølge rapporten har 50 af verdens rigeste personer i gennemsnit fløjet 184 gange på et enkelt år og tilbragt 425 timer i luften. Alene på flytransport står verdens rigeste ene procent for halvdelen af CO2-udledninger fra flybranchen, fastslår rapporten.

Klimaulighedsrapporten sætter fokus på verdens allerrigeste, men den almindelige person er også en del af løsningen for at nedbringe CO2-udledningen, fastslår generalsekretæren.

- Den gennemsnitlige dansker har også en CO2-udledning, som ikke er bæredygtig. Så der er behov for, at vi alle gør noget.

Lars Koch mener, at man "godt kan argumentere for, at hvis man er meget rig, så er man også meget vigtig".

- Men et første trin må være, at man skal betale for den forurening, man laver, siger han.

Privatfly er en stor klimasynder

I Danmark bliver der indført en flyafgift, der indfases fra næste år. Rejser med privatfly er dog ikke omfattet af den kommende model for flyafgifter.

Enhedslisten foreslog i november sidste år, at der bør indføres en startafgift på privatfly med afrejse fra danske lufthavne. Samme ønske om afgifter på privatfly deler Oxfam.

Set fra et dansk perspektiv udleder danskejede privatfly næsten 17 gange mere per passager end for almindelige rutefly, viste en opgørelse foretaget for DR tidligere i oktober. Hovedårsagen til forskellen på CO2-udledningen er antallet af tomme sæder på afgangene.

Ifølge DR's opgørelse er 82 pct. af sæderne i gennemsnit besat på et klassisk rutefly med udrejse fra en dansk lufthavn. Omvendt er det 25 pct. af sæderne, der er besat, når et danskejet privatfly letter fra Danmark.

/ritzau/
 

Tilmeld dig nyhedsbrevet