Regeringen vil overbevise EU om grønnere energimål
Klimaminister Dan Jørgensen (S) vil have EU til at sætte grønnere mål.
Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix

Regeringen vil overbevise EU om grønnere energimål

Når EU skal forhandle nye mål for energisektoren, vil regeringen skrue markant op for de grønne ambitioner.
31. MAR 2021 8.02

Målene for udbredelsen af vedvarende energi og energieffektivitet skal øges væsentligt i EU. Det mener regeringen, der til sommer skal mødes med de øvrige medlemslande for at forhandle nye mål for energisektoren, skriver Berlingske.

Danmark vil forsøge at samle flertal for et mål om, at vedvarende energi skal udgøre 45 pct. af EU's energiforbrug i 2030.

Samtidig mener regeringen, at energieffektiviteten skal øges til 40 procent. Dette måles på, hvor gode landene i EU er til at reducere deres energiforbrug.

- Det er en markant øgning og meget ambitiøst, siger klima-, energi- og forskningsminister Dan Jørgensen (S) til Berlingske.

Det nuværende mål for andelen af vedvarende energi i EU blev vedtaget i 2018. Det er på 32 pct. af det samlede energiforbrug. I 2018 blev det desuden besluttet i EU, at målet for reduktion af energiforbruget skulle fastsættes til mindst 32,5 pct. inden 2030.

Sidste år i december blev landene i EU enige om, at EU skal nedbringe den samlede udledning af drivhusgasser med 55 pct. i 2030. Inden da var målet en reduktion på 40 pct. På denne baggrund skal der laves en pakke med ny lovgivning og nye mål på klima- og energiområdet i EU.

Det er regeringens ønske, at forslaget om mere vedvarende energi og øget energieffektivitet bliver en del af denne pakke.

For flere danske virksomheder er der store interesser på spil, skriver Berlingske. Eksempelvis Vestas, der producerer vindmøller, og Danfoss, der laver termostater og andre energibesparende produkter.

En analyse fra EA Energianalyse, der er lavet for interesseorganisationen Synergi, viser, at dansk eksport vil stige, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag i EU.

Eksporten vil stige til 29 mia. kr. om året bare på energieffektiv teknologi. Det er 12 mia. kr. mere end i 2019.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet