Regningen for energiøer har allerede rundet 1,4 mia. kr.
Regningen for udviklingsarbejder for energiøerne i Danmark løber op (Arkivfoto.).
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Regningen for energiøer har allerede rundet 1,4 mia. kr.

Til sammen har den danske statskasse indtil videre brugt lige knap 1,5 mia. kr. på udviklingsarbejde til energiøerne.
8. NOV 2024 14.45

Med store ambitioner kommer også store regninger. Det er i hvert fald tilfældet, når der kommer til regeringens planer om opførelse af energiøer. Tal fra Klima-, Energi og Forsyningsministeriet viser, at alene Energiø Bornholm indtil videre har kostet 695 mio. kr. De penge er gået til modning af projektet, forundersøgelser og anlægsprojekter, men i øjeblikket er ikke en eneste mølle i nærheden af at blive opført. 

Konkret er der brugt 21 mio. til modningen af projektet mens de resterende 674 mio. kr. fordeler sig på  465 mio. kr. til forundersøgelser til havs og på land og 209 mio. kr. er anlægsprojektet. Det skriver TV2.dk.

Beløbets størrelse overrasker ikke direktør for megaprojekter i Energinet Hanne Storm Edlefsen.

- Beløbet er som forventet. Det er det største projekt af sin slags i Danmark, så derfor er tallene også ret store. Men det er jo også et projekt, der giver værdi rigtig længe og har en lang levetid, siger hun til DR.

Hun tilkendegiver desuden, at regningen skal sendes videre til havvindudviklerne, hvis projektet realiseres. Det er der i øjeblikket et politisk flertal for med en bevilling på 17,6 mia. kr. Der er dog usikkerhed omkring projektet, da bl.a. de økonomiske vismænd før nyligt udgav en rapport om Energiø Bornholm, som vurderede at samfundsøkonomien kunne tabe op mod 17 mia. kr. på projektet. Hvis projektet droppes vil de 695 mio. kr. være spildt.

Samlet regning på knap 1,5 mia. kr.

Et lignende beløb, men dog lidt lavere beløb på 623 mio. kr., er desuden blevet brugt på modning og forundersøgelserne på Energiø Nordsøen, som der om muligt er endnu større usikkerhed om end Energiø Bornholm.

Det projekt blev i august udskudt med tre år til tidligst at være færdig i 2036. Det var den anden forsinkelse på Nordsø-projektet. Oprindeligt lød planen på, at energiøen senest skulle være færdig i 2030. 

De to projekter har desuden haft tværgående udgifter for 176 mio. kr. Dermed løber den samlede regning indtil nu op på 1,494 mia. kr. Penge der altså alle kan være spildte, hvis øerne aldrig bliver realiseret. 

 

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet