Renten kan blive sat ned på torsdag og igen senere på året
Efter at have hævet sin ledende rente ti gange i træk valgte Den Europæiske Centralbank (ECB) i juni opsigtsvækkende at sænke renten et hak. Det samme kan ske torsdag, hvor ECB igen holder rentemøde.
- Vi forventer, at centralbanken sænker sin styringsrente med 0,25 basispoint fra 3,75 til 3,50 pct., siger Anton Thorell Carøe, økonom i Arbejdernes Landsbank.
Formodningen bygger han dels på centralbankens udmeldinger tidligere på året, dels på flere signaler i økonomien, der peger i den retning.
- Det handler om, hvordan priserne udvikler sig. Der har vi set, at inflationen bredt set i Eurozonen er på vej ned og nærmer sig de to procent, som er ECB's målsætning, siger han.
Mandag stod det klart, at inflationen i Tyskland, Europas største økonomi, i august var 1,9 procent. Måneden før var den 2,3 pct.
- Og så har vi også set en begyndende afmatning i økonomien, som er en risikofaktor, som ECB holder in mente: ikke at holde renterne høje for længe, så man tager al kraften af økonomien, siger Anton Thorell Carøe.
Han forventer, at ECB har endnu en rentesænkning i ærmet på rentemødet i december.
- Derudover vil der formentligt komme flere næste år. Vores hovedscenarie er, at vi ser ind i flere rentesænkninger, siger økonomen.
Også økonomer i blandt andet Sydbank og Danske Bank har for nylig vurderet, at ECB er på vej med en lavere rente. ECB er centralbank for de lande, der bruger euro, men Danmarks Nationalbank følger dens beslutninger på grund af den danske fastkurspolitik. ECB har til opgave at forsvare euroens købekraft. Målet er en inflation på 2 pct.
Når inflationen er høj, er en højere rente det mest effektive våben til at få den ned. Det kan lægge en dæmper på forbruget, fordi det så bliver dyrere at låne penge. Men hvis renten sænkes for tidligt, kan det betyde, at inflationen kommer til at stige igen. Dermed er det en balancegang for centralbanken.
Den ledende rente hos ECB blev senest i juni sænket fra 4,0 til 3,75 procent. Det var den største enkeltstående rentesænkning i 12 år. Den kom, efter at ECB i løbet af 2022 og 2023 hævede renten fra rekordlave -0,50 procent til fire pct.
/ritzau/amp