Rønne Havn A/S får ny COO
Den 1. marts tiltræder Thomas Bay Jensen stillingen som COO med ansvar for drift og vedligeholdelse af erhvervshavnen i Rønne. Han kommer med en stærk ledelsesmæssig ballast, og maritim og operationel baggrund bl.a. efter næsten 30 års erfaring fra Søværnet og otte år som direktør for Bornholms Landbrug & Fødevarer. Det skriver Rønne Havn i en pressemeddelelse.
- Jeg er glad for at få Thomas ombord som ny COO med ansvar for havnedrift og udvikling. Hans maritime ledelsesfaring på højt niveau kombineret med stor forretningsmæssig indsigt vil helt sikkert styrke vores evne til at drive havnen optimalt og sikre den bedste kvalitet og service for vores kunder. Jeg ser frem til, at Thomas indgår i havnens chefgruppe og bidrager til at styrke vores drift i en periode, som er præget af vækst og udvikling, siger Lars Nordahl, der er adm. direktør på Rønne Havn A/S.
Thomas Bay Jensen har de sidste syv år været adm. direktør for Bornholms Landbrug & Fødevarer. Han er derigennem vant til at have et tæt samarbejde med det bornholmske erhvervsliv, men også embedsværket i BRK og politikere på Bornholm.
- Jeg ser meget frem til arbejdet i Rønne Havn, en spændende virksomhed med dygtige medarbejdere, der har været med til at igangsætte en rivende udvikling på havnen til glæde for det bornholmske erhvervsliv og Bornholm som helhed. I mit arbejde som COO på havnen ser jeg frem til at arbejde med netop udvikling og drift for at kunne servicere Bornholm og de mange brugere af havnen så godt som muligt. Endelig glæder jeg mig rigtig meget til at komme tilbage til den maritime sektor, siger Thomas Bay Jensen.
Thomas Bay Jensen er gift, bosat i Rønne og far til tre drenge.
jel