Selskab vil investere 500 mio. kr. i energilagring på Hirtshals Havn
Et af Danmarks største energilagre med en kapacitet på 90 MWh bliver nu etableret på Hirtshals Havn. Virksomheden Green Energy Vault har således besluttet at investere i et avanceret anlæg til lagring af energi.
Aftalen mellem Green Energy Vault og Hirtshals Havn er en understregning af, at havnen har taget endnu et stort og væsentligt skridt i retning mod at blive Europas grønneste havn og et knudepunkt for fremtidens bæredygtige energiformer, lyder det fra havnens direktør Per Holm Nørgaard i en pressemeddelelse.
- Aftalen er en understregning af, at vi er en attraktiv samarbejdspartner, og at virksomheder kan se store fordele ved at etablere sig på Hirtshals Havn. Tidligere på året indgik vi for eksempel en aftale med Norwegian Hydrogen, der etablerer et stort anlæg til brintproduktion, siger han.
Green Energy Vaults samlede investering på Hirtshals Havn beløber sig til hele 500 mio. kr. Udover investeringen på 275 mio. kr. til selve anlægget, investerer Green Energy Vault yderligere 225 mio. kr. i løbende omkostninger over 20 år.
- Vi er stolte af at lancere dette ambitiøse initiativ med etableringen af et af Danmarks største energilagre på 90 MWh på Hirtshals Havn. Projektet er i tråd med vores mission om at fremme en bæredygtig fremtid ved etablering af grønne kraftværker, som integrerer avancerede energilagringsteknologier i den eksisterende el-infrastruktur og understøtter havnens planlagte udvidelser, siger Tony Breach, som er CEO for Green Energy Vault.
Det nye energilager vil nemlig medføre betydelige besparelser for de virksomheder, der bruger store mængder el samtidig med, at energilageret bidrager til at reducere spidsbelastninger på det lokale elnet og øger dermed stabiliteten i det nordjyske distributionsnet.
- Med denne kæmpe investering kommer vi tættere på realiseringen af at gøre Hirtshals Havn til den grønneste havn i Europa. Samtidigt er projektet med til at understøtte vores store projekt om at skabe et Smart Energi System, hvor overskudsenergi genanvendes i industrielle symbioser, på Hirtshals Havn samt CCUS-projektet Greenport Scandinavia, siger CEO Steen Harding Hintze fra udviklingsselskabet Greenport North
Green Energy Vault forventer, at anlægget i Hirtshals tages i drift i begyndelsen af 2026.
amp