Shell skal betale 700 mio. kr. for oliespild i Nigeria
Den britisk-hollandske oliegigant Shell har indgået et forlig med et nigeriansk lokalsamfund på cirka 707 mio. kr. i en sag om et oliespild for mere end 50 år siden. Det oplyser en talsperson for selskabet onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Shell vil ifølge den unavngivne talsperson betale Ejama-Ebubu-samfundet, der har hjemme i den sydlige del af Nigeria, "det fulde beløb" for at afslutte sagen.
Det pågældende oliespild fandt sted under Biafrakrigen fra 1967 til 1970. Krigen er også kendt som den nigerianske borgerkrig.
Forliget er ifølge nyhedsbureauet AFP det seneste i en række erstatningssager i den olieproducerende del af det sydlige Nigeria, hvor lokalsamfund længe har kæmpet for kompensation for flere oliespild og miljøkatastrofer.
Overvejer at sælge aktiver
Shell har ifølge Reuters tidligere hævdet, at selskabet aldrig har fået en fair chance for at forsvare sig mod påstandene i sagen. Blandt andet efter at Nigerias højesteret sidste år afviste Shells forsøg på at udfordre en tidligere dom, der pålagde selskabet at betale erstatning til Ejama-Ebubu-samfundet.
Advokat Lucius Nwosa, der repræsenterer gruppen, er glad for forliget.
- De (Shell, red.) løb tør for tricks og besluttede sig for at indgå et forlig. Beslutningen er en retfærdiggørelse af samfundets beslutsomme kamp for retfærdighed, siger han ifølge AFP.
Shells afdeling i Nigeria siger i en udtalelse ifølge Reuters, at selskabet fastholder, at oliespildet under krigen blev forårsaget af en tredje part. Selskabet understreger også, at det har genoprettet de berørte områder fuldstændigt i årene efter.
Shell er det største internationale olieselskab, der driver virksomhed i Nigeria. Det er i øjeblikket i forhandlinger med regeringen om at sælge sine andele i oliefelter i landet.
Ritzau