Siemens Gamesa henter dansk onshore-chef

Tidligere MHI Vestas direktør Lars Bondo Krogsgaard skal vende skuden hos onshore-afdelingen hos Siemens Gamesa.
31. JUL 2020 9.50

Efter en større rokade i toppen af Siemens Gamesa bliver der nu sat navne på en større del af selskabets fremtid - blandt andet en dansk kending, da Siemens Gamesa har ansat den tidligere co-CEO hos MHI Vestas Lars Bondo Krogsgaard som ny onshore-chef fra 1. november.

Netop Siemens Gamesas onshore-afdeling har været ramt af en række udfordringer, hvilket da også blev bemærket i Siemens Gamesas nylige kvartalsregnskab.  

Lars Bondo Krogsgaard har mere end 18 års erfaringer på tværs af vindbranchen, hvor han udover MHI Vestas også har haft en direktør stilling hos Nordex Acciona, ligesom han tidligere i karrieren var fire år hos det daværende Siemens Wind Power, hvor han direktør for Siemens Wind Powers Europa-, Mellemøsten og Afrika-afdeling.  

Lars Bondo Krogsgaard forlod MHI Vestas i november sidste år efter mindre end to år på posten. Siemens Gamesa CEO Andreas Nauen vil administrere onshore-afdelingen indtil Lars Bondo Krogsgaard begynder til november. 

Udover Lars Bondo Krogsgaard har Siemens Gamesa annonceret, at man har ansat Beatriz Puente som ny CFO, mens Juan Gutiérrez bliver ny chef for Siemens Gamesas service og forretningsenhed. 

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet