Sindal Biogas: En lastbil kan opvarme et hus i et år
Sindal Biogas ligger placeret omkring tre km udenfor Sindal i Nordjylland.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Sindal Biogas: En lastbil kan opvarme et hus i et år

Hvert år leverer 13.000 lastbiler biobrændsel til Vendsyssels største biogasanlæg, og det svarer til antallet af husholdninger, som anlægget kan producere gas til om året.
8. NOV 2024 10.12

Åbenhed og dialog er vejen frem for Sindal Biogas, som i høj grad lytter til lokalbefolkningen. Biogasanlægget modtager hvert år 13.000 lastbiler fyldt med biobrændsel.

- Vi laver en opgørelse over alt, vi modtager, og der bliver lavet en deklaration hver måned. Her står der, hvad biomassen har bestået af. Det kan være fiskeaffald, affald fra fødevareindustrien som madolie eller biodiesel, siger Jesper Horne, der er direktør for Sindal Biogas.

Selvom man måske tænker, det er naturligt, at anlægget, som ligger omkring tre km udenfor Sindal, hver dag gennemsnitligt har cirka 36 lastbiler kørende. Så er det noget, som direktøren overvejer.

- Der er noget trafik, og vi er åbne omkring det. Vi tager de tæv, der måtte komme, forklarer Jesper Horne.

Pudsigt nok passer en husstands forbrug af gas til, hvor meget gas der kommer ud af en lastbil fyldt med biobrændsel. De 13.000 lastbiler, der hvert år ruller ind og ud fra Sindal Biogas, svarer dermed til det antal husstande, som anlægget kan levere til på nuværende tidspunkt. 

Åbenheden er også der, hvis naboer skulle opleve lugtgener.

- Jeg tager selv ud og lugter sammen med folk, hvis der er klager. Hvis lokalbefolkningen synes, vi er trælse, så er vi trælse, konkluderer Jesper Horne, der gør et stort arbejde med Sindal Biogas' image:

- Jeg stiller op for skoleklasser og pensionistforeninger og fortæller.

Høstfesten

Det lader dog til, at Sindal Biogas ikke er helt upopulær i lokalområdet. Direktøren kommer da også selv fra Hjørring, der kun ligger omkring 15 km væk.

- Vi holder høstfest hvert år, hvor vi har 2000 besøgende, fortæller Jesper Horne.

I dag bliver der produceret 30 mio. kubikmeter gas om året, og i fremtiden skulle anlægget gerne nå op på en produktion på 45 mio. kubikmeter. Fremtiden skulle også gerne byde på både CO2-fangst og fjernvarmetilslutning for overskudsvarmen.
På den længere bane sigter udviklingsboblerne nu mod E-metan og pyrolyse, mens tiden endnu ikke er moden for produktion af græsprotein.

- Businesscasen med græsprotein er ikke god nok endnu. Det kræver bedre teknologi, så proteinet kan bruges til menneskeføde, forklarer Jesper Horne.

Sindal Biogas har i dag 60 medarbejdere og er ejet af CIP med 80 pct. ejerandel, ægteparret Karen og Morten Glenthøj Kirketerp 10 pct., og de resterende 10 pct. er ejet af DBC (Jysk Energi, Vestjysk Andel, Hededanmark & LEF).

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet