Skandale i toppen af verdens største pengetank
Foto: NTB Scanpix, Reuters

Skandale i toppen af verdens største pengetank

En milliardær med penge i skattely står til at blive chef for Norges enorme oliefond. Men forløbet op til ansættelsen og hans økonomiske interesser får kritik.
1. MAJ 2020 20.01

Olierige Norge er på den anden ende i en sag om landets mange, mange milliarder. 

Den statsejede norske oliefond har for nylig ansat en ny direktør. Valget faldt på finansmand og milliardær Nicolai Tangen, chef i egen investeringsfond i London og en af Norges rigeste mænd.

Han skal fra september bestyre oliefonden, der er verdens største og lige nu sidder på værdier for svimlende 7.000 mia. kr. Men forløbet op til hans ansættelse har skabt en mindre skandale.

Avisen VG har afsløret, at Tangen i november inviterede 150 gæster - heraf mindst 35 norske samfundsspidser - på 'drømmeseminar' i Philadelphia i USA.

På tre dage hørte de oplæg fra folk som stjernepsykolog Esther Perel, kendiskok Jamie Oliver og kunstner Ólafur Elíasson. Også den tidligere britiske udenrigsminister William Hague og Norges arbejds- og socialminister, Torbjørn Røe Isaksen, var på scenen på seminaret.

Alt var betalt af Nicolai Tangen, skriver VG. Inklusiv hotel, luksuriøst privatfly og underholdning. Blandt andet en intimkoncert med Sting. 

Forgænger fløj med Tangens fly

En af deltagerne var Yngve Slyngstad, den nuværende chef for oliefonden. Han havde to uger forinden meldt sin afgang fra posten efter 12 år.

Norges Bank afviser, at Nicolai Tangens seminar - og Slyngstads deltagelse - har noget som helst at gøre med, at Tangen senere fik posten som fondschef. Yngve Slyngstad har dog alligevel måttet undskylde. Han fløj med Tangens fly, hvilket er imod centralbankens regler.

- Jeg har virkelig dummet mig, skriver han i en intern kommentar, som avisen VG refererer fra.

Centralbanken har nu besluttet at betale for opholdet og rejsen. Men det bliver måske ikke den eneste konsekvens af avisens afsløringer.

De norske medier graver videre i Nicolai Tangens fortid og nutid. Og venstrefløjspartierne i det norske Storting vil have en grundig undersøgelse af sagen.

Blandt andet fordi 7 af de 11 referencer, der sagde god for Tangen ved ansættelsen, var med på hans seminar. Det er også blevet påtalt, at han har penge og virksomheder i skattely. Og der er ubesvarede spørgsmål om interessekonflikter mellem hans fonds og oliefondens investeringer, skriver nyhedsbureauet NTB.

Norges Bank forsvarer fortsat sit valg.

Nicolai Tangen var den bedste kandidat i et bredt felt, skriver centralbankchef Øyvind Olsen i et åbent brev. Tangen flytter til Norge fra London og bliver norsk skatteborger. Og der bliver skabt den nødvendige afstand mellem hans formue og oliefonden, forsikrer centralbankchefen.

Men kritikken er ikke stilnet af. Især omkring inhabilitet og Nicolai Tangens ejerandel i egen investeringsfond.

- Som chef for oliefonden skal han være hævet over enhver tvivl. Det handler om hans rolle, og hvordan det ser ud udefra. Der må slet ikke være nogen forbindelser, siger finansprofessor Karin Thorburn fra Norges handelshøjskole, NHH, til NTB.

Norges Banks kontrolorgan, repræsentantskabet, holdt torsdag møde om ansættelsen.

- Der er mange og komplicerede problemstillinger. Vi skal arbejde videre med materialet på et nyt møde på onsdag, siger formand Julie Brodtkorb fra regeringspartiet Høyre til NTB.

Ritzau

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet