SKI finder leverandør af tankkort og biobrændstof til en række kommuner og regioner
Med virkning fra 1. juni 2024 og i op til fire år frem bliver DCC Energi fremover leverandør af HVO-brændstof (biobrændstof) til flere danske kommuner, regioner og en stribe af offentlige virksomheder, der er tilsluttet aftalen. Det oplyser DCC Energi en en meddelelse.
Energivirksomheden ser selv aftalen med SKI, som et vigtig skridt i virksomhedens satsning på biobrændstoffer.
- Denne aftale er strategisk vigtig for os, da vi bliver eneleverandør af HVO til offentlige virksomheder tilsluttet SKI-aftalen. Vi har et naturligt fokus på biobrændstoffer i DCC Energi. Og aftalen med SKI er en blåstempling af de målrettede investeringer, vi har foretaget i vores HVO-setup i 2023, hvor vi bl.a. etablerede vores eget HVO-importlager i Danmark, forklarer Claus Geisler Madsen, som er kommerciel direktør i DCC Energi.
DCC Energi har i flere år solgt HVO som et alternativ til diesel til erhvervskunder med hjemmetank. De senere år har DCC Energi øget sit fokus på HVO markant og forsyner i dag både virksomheder og kommuner med HVO. HVO er lavet af affaldsbiomasse, og har derfor et samlet CO2-aftryk, der er op til 90 procent lavere end traditionel diesel.
- Tildelingen af leverandørrollen på SKI-delaftalen de næste fire år er en stærk understregning af, at vores initiativer i forhold til nye energiformer, som vi længe har arbejdet med, er eftertragtede hos såvel private som offentlige kunder, fastslår Claus Geisler Madsen.
Det offentlige skal tanke hos Shell
Ud over tildelingen af delaftale 4 omkring HVO til hjemmetank hos de offentlige kunder er DCC Energi også blevet genvalgt på delaftale 1 i SKI-udbuddet, der omhandler ”tankkort til tankstationer”.
DCC Energi, der driver Shell tankstationerne i Danmark, vil dermed også de kommende fire år tilbyde, at offentlige kunder kan benytte Shell Card Erhverv til tankninger på alle Shell tankstationerne samt alle Q8 og F24-stationer i Danmark.
amp