Sønderborg Forsyning dropper små vindmøller til Lillebælt Syd
Sønderborg Forsyning har i en årrække arbejdet på at etablere en havvindmøllepark i Lillebælt mellem Als og Fyn. Henover den periode har der været en række forskellige vindmøllemodeller, der har været med i overvejelserne, primært to scenarier med henholdsvis 20 møller på 192,5 meter eller 40 møller på 165 meter. Nu dropper Sønderborg Forsyning så de små vindmøller, skriver JydskeVestkysten.
I stedet arbejder forsyningen nu med tre løsninger med havvindmøller henholdsvis 195, 197 og 220 meter høje. I takt med at vindmøllerne er større end ved det oprindelige design, vil det også betyde, at der vil være brug for færre vindmøller. Hvis Sønderborg Forsyning vælger at bruge en havvindmølle på 220 meter med en effekt på 10 MW, skal der installeres 16 vindmøller i Lillebælt.
- Vi har arbejdet med projektet gennem længere tid, men myndighedsarbejdet strækker sig over lang tid. Mens det arbejde er foregået, er der sket en udvikling på markedet. De mindste møller, som vi har arbejdet med, udgår af markedet, og generelt er møllerne på markedet blevet større, siger Hans Erik Kristoffersen, direktør i Sønderborg Forsyning.
esl