DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Sønderborg skal hjælpe Chicago til grøn omstilling
Bæredygtighedschef i Chicago Angela Tovar, borgmesteren i Sønderborg Erik Lauritzen (S) og Generalkonsul i Chicago Frank Hansen.
Foto: Sønderborg Kommune.

Sønderborg skal hjælpe Chicago til grøn omstilling

Med omfattende erfaring med blandt andet Project Zero kan Sønderborg-området bidrage til at accelerere energieffektive løsninger i Chicago.
8. JUN 2022 9.37

SØNDERBORG: I forbindelse med Det Internationale Energiagenturs konference i Sønderborg har Chicago, Sønderborg Kommune og Det danske generalkonsulatet i Chicago skrevet under på en samarbejdsaftale omkring energieffektivitet, oplyser kommunen.

Byerne skal blandt andet dele viden om udvikling af rammevilkår og erfaringer med energieffektive løsninger, og samarbejdet skal bidrage til både de danske og amerikanske målsætninger om at nedbringe udledningen af CO2.

Bygninger står for 40 procent af det samlede energiforbrug, og der er store energibesparelser at hente ved at renovere de eksisterende og sætte højere standarder for de kommende byggerier. En optimering der har positive effekter på både klima, sundhed og elregningen.
 
Samarbejdsaftalen skal skabe en platform til at dele viden og erfaringer om alt fra udvikling af rammevilkår og regulering til forskning og innovation. Desuden skal der fremlægges konkrete cases, der kan inspirere til hvordan danske løsninger kan implementeres i Chicago.

Som en del af samarbejdet skal Generalkonsulatet i Chicago facilitere udvekslingsbesøg mellem eksperter, myndigheder og relevante kommercielle aktører samt arrangere fælles seminarer og workshops. Efter planen er første punkt på dagsordenen at undersøge mulighederne for energieffektivisering af en offentlig bygning i Chicago.

Midtvestens tur

Gennem Project Zero har Sønderborg-området positioneret sig som en frontløber på den grønne omstilling. Målet for projektet er, at byen gennem omstilling af energisystemet skal reducere sit aftryk i klimaregnskabet til et rundt 0 i 2029. Med omfattende erfaring inden for energieffektivisering kan Sønderborg-området bidrage til at accelerere den grønne omstilling i Chicago.

- Vi håber, at vi med aftalen kan understøtte Chicagos bæredygtige ambitioner. Sønderborg-området er et levende demonstratorium på store energibesparelser, blandt andet fordi vi har renoveret mange kommunale bygninger samtidig med, at vi også stiller bæredygtige krav til nye byggerier. Vi har samtidig dygtige virksomheder i Sønderborg-området, der er stærke på teknologi, smarte energisystemer og andre løsninger til at minimere udledningen af CO2. Derfor står vi stærkt på bæredygtige løsninger, som kan bidrage til Chicagos grønne omstillingsproces. Vi forventer selvfølgelig også, at vi får noget ud af aftalen, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.

USA står over for en stor opgave i forhold til at omlægge og effektivisere deres energisystem. Landet har det højeste energiforbrug per indbygger, men også store muligheder for at optimere. Vi ser allerede på vest- og østkysten, hvordan politisk velvilje og ambitioner har sat gang i denne omstilling, og nu er det midtvestens tur.
 
Chicago har for nyligt offentliggjort deres klimahandlingsplan for 2022. Den første handlingsplan i 14 år der specificerer en række klimahandlingsmål og sætter et delmål om at reducere drivhusgasser med 42 procent inden 2040 samtidig med at levere socialt retfærdige ydelser til samfundet. Klimahandlingsplanen identificerer otte fokus- og handlingspunkter til at nå byens klimamålsætninger, hvor renovering og elektrificering af bygninger er fremhævet som et kritisk handlingspunkt, da drift af bygninger lige nu er den største kilde til Chicagos CO2-udledning.

ka

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet