Spansk miljøforkæmper kan blive klimakommissær
Hvis den danske regering håber at få en dansk klima- og miljøkommissær i Ursula von der Leyens anden EU-Kommission, så bliver det en kamp op ad bakke. Ifølge avisen Financial Times, så står den spanske minister for "økologisk transition", Teresa Ribera, nu til at få posten. Hun hører ligesom det danske Socialdemokrati til i den socialdemokratiske S&D-gruppe.
Socialdemokraterne har ligesom De Grønne i EU-Parlamentet støttet Ursula von der Leyen i hendes ønske om en ny periode i spidsen for EU-Kommissionen. Til gengæld ønsker de to grupper en "ambitiøs" klima- og miljøkommissær. De to grupper støtter ifølge Financial Times Teresa Ribera som den rette til jobbet. Ribera er kendt som en indædt forkæmper for reduktioner i udslip af drivhusgasser.
Hun lægger dog vægt på, at grøn omstilling og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd:
- En rigtig kombination af den sociale og den grønne dagsorden er den bedste måde at vise, at vi kan sikre langvarige økonomiske resultater og bæredygtighed og tiltrække nye investeringer og innovation, siger Teresa Ribera til Financial Times.
Den danske regering har endnu ikke sat navn på, hvem man ønsker som ny dansk EU-kommissær efter Margrethe Vestager. Forventningen er, at statsminister Mette Frederiksen (S) vil have en socialdemokrat på posten denne gang, efter at De Radikale har haft posten i to perioder.
Dan Jørgensen (S) er af flere medier blevet nævnt som det måske mest oplagte bud. Han har tidligere siddet i EU-Parlamentet for Socialdemokratiet og er nu minister for udviklingsarbejde og global klimapolitik. Netop klimapolitikken er det område, som måske har været mest definerende for Dan Jørgensens politiske arbejde både i Danmark og internationalt.
Men skal man tro Financial Times, så bliver det ikke i den rolle, at karrieren - måske - fortsætter ved et eventuelt skifte til Bruxelles. Et flertal af EU-landene har meldt ud, hvem de stiller med som EU-Kommissær. Frist for indlevering af navne er på fredag den 30. august, så den danske regering skal komme med en melding i denne uge.
Derefter skal kandidaterne i høring og godkendes af EU-Parlamentet. Det går normalt ikke stille for sig. Efter valget i 2019 afviste EU-Parlamentet tre kandidater, så Frankrig, Rumænien og Ungarn måtte foreslå nye.
Høringerne ventes at finde sted i september og oktober. Håbet er, at den nye EU-Kommission kan være på plads inden november, hvor der er præsidentvalg i USA.
jel /ritzau/