Statsministeren drager til klimatopmøde med tre danske mål
De rige lande skal løfte en større del af den globale klimaregning. Den vedvarende energi skal tredobles frem mod 2030. Og verden skal forbruge energien dobbelt så effektivt som i dag om syv år. Det bliver Danmarks tre konkrete mål på FN-klimatopmødet COP28 i De Forenede Arabiske Emirater om knap to uger.
I en skriftlig kommentar til Ritzau bekræfter statsminister Mette Frederiksen (S), at hun deltager i mødet, og at det bliver et vigtigt mål for regeringen, at der leveres på spørgsmålet om klimafinansiering.
- Ikke mindst til tab og skader målrettet de mest sårbare lande. Danmark vil presse på for at sikre de sociale balancer i den globale klimaindsats. De rige lande skal levere. Det er en vigtig brik i at sikre opbakning til øgede globale ambitioner, siger hun.
Statsministeren har fredag præsenteret Danmarks målsætning for COP28 for en række grønne organisationer ved et arrangement i Socialdemokratiet.
FN-målsætningen om at begrænse temperaturstigningen til maksimalt 1,5 grader celsius over niveauet fra før industrialiseringen, som man besluttede på et topmøde i Paris i 2015, regnes ifølge eksperter for vanskelig at nå.
- Vi må ikke give op. Det er op til os at handle. Nu. Danmark har som en vigtig prioritet, at vi på COP28 enes om globale mål om en fordobling af energieffektiviteten og en tredobling af vedvarende energi frem mod 2030, siger hun.
Vil arbejde for udfasning af fossile brændsler
Danmark skal ifølge statsministeren på COP28 arbejde for at reducere udledningerne, udfase fossile brændsler og omstille til grøn energi.
- Jeg glæder mig til – sammen med en stor dansk delegation – at gå forrest for en ambitiøs aftale, siger hun.
Klimafinansiering og særligt begrebet "tab og skader" har i årtier været en kampplads på FN-topmøderne om klima. For de fattige lande handler det om økonomisk erstatning for fortidens synder under vestens industrialisering, hvilket de rige lande ikke har været enige i.
Danmark gik sidste år frem med et løfte om penge til klimaskabte tab og skader, hvilket vakte opsigt globalt, fordi andre lande indtil da havde været tilbageholdende med at love noget.
Det har ifølge klimaekspert i Folkekirkens Nødhjælp Mattias Söderberg banet vejen for, at man på det kommende klimatopmøde skal arbejde på at finde en måde til konkret at håndtere tab og skader fremover.
- I mange år var det sådan, at de rige lande ikke ville tale om det. Men efter at Danmark meldte ud sidste år, åbnede det op, og derefter begyndte andre lande også at tale om det, siger Söderberg.
EU har meddelt, at man vil støtte tab og skader på COP28, og tidligere i denne uge lød det fra USA og Kina, som er helt centrale for beslutninger på FN-møderne, at de også vil støtte det. Stadig er det dog sådan, at danske politikere og politikere i udviklingslandene, der i FN-sammenhæng ofte omtales "det globale syd", har forskellige opfattelser af, hvad "tab og skader" er.
Mens de rige lande omtaler det som solidaritet og et spørgsmål om at tage socialt ansvar, taler de fattigere lande i syd om kompensation for de ødelæggelser, som de riges landes industrialisering har forårsaget på kloden.
/ritzau/