Statsrevisorer kritiserer ministeries kontrol med Nordsøen

Klimaministeriets forvaltning af olierettigheder i Nordsøen har ikke været tilfredsstillende, lyder beretning.
10. DEC 2021 16.11

Klimaministeriets forvaltning af olie- og gasrettigheder i Nordsøen har "ikke været helt tilfredsstillende".

Sådan lyder det i beretning fra Rigsrevisionen, som Statsrevisorerne fredag har givet sin bemærkning til.

Her beskrives det, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets tilsyn med rettighedshavernes anvendelse af undergrunden i Nordsøen ikke har været tilfredsstillende.

For eksempel har Energistyrelsen ikke kunnet dokumentere flere tilsyn, der skulle have været ført for at tjekke, om rettighedshavere i Nordsøen har efterlevet vilkårene.

Energistyrelsen har ikke kunnet dokumentere, om 28 ud af 46 planlagte tilsynsaktiviteter i 2019 og 2020 er blevet udført.

- Styrelsen har først i 2019 planlagt et dækkende tilsyn med rettighedshavernes aktiviteter.

- Der kan således være risiko for, at rettighedshaverne ikke efterlever undergrundsloven og de vilkår, som er knyttet til deres tilladelser, skriver Statsrevisorerne blandt andet.

Tilfredsstillende forvaltning hos Skatteministeriet

Rigsrevisionens rapport havde til formål at fastslå, om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Skatteministeriet har forvaltet de danske olie- og gasrettigheder tilfredsstillende.

Skatteministeriets forvaltning har været tilfredsstillende, lyder det.

For eksempel har Skattestyrelsen siden 2017 kontrolleret skatteopgørelser fra alle rettighedshavere i Nordsøen, og det er sket inden for tidsfristerne.

Styrelsen har truffet 113 afgørelser vedrørende skatteopgørelser af de rettighedshavende selskaber i Nordsøen mellem 2016-2020.

- Af de 113 afgørelser har 60 afgørelser medført ændringer i skatteopgørelsen, hvilket har ført til et øget skatteprovenu på cirka 3,6 mia. kr., beskrives det.

Danmarks samlede indtægter fra aktiviteter i Nordsøen i perioden 1972-2019 var på cirka 544 mia. kr.

Pengene kommer primært fra almindelig selskabsskat, kulbrintebeskatning og udbytte fra statens eget selskab, Nordsøfonden.

17 selskaber har i øjeblikket licens til at have aktiviteter i Danmarks undergrund i Nordsøen.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet