Stiesdals vindmølleplatform forankret ved Stavanger
Efter en sørejse på 667 kilometer fra Grenaa Havn er Stiesdals TetraSpar Demonstrator endelig både ankommet og sikkert installeret tæt ved øen Karmøy, der ligger tæt på Norges oliehovedstad Stavanger. Den flydende vindmølleplatform skal testes her.
Projektet er et samarbejde mellem Shell, RWE og TEPCO RP, og det er verdens første industrielt fremstillede flydende offshore vindmølleplatform. Den udemærker sig ved, at den kan samles hurtigt af moduler direkte ved kajsiden, og i denne proces er der ikke behov for specialkraner eller andre anretninger.
Kabeltilslutningen forventes at kunne ske, inden efteråret sætter ind. Stiesdal sigter mod at de flydende fundamenter på sigt skal kunne bære de allerstørste havvindmøller, som fx Vestas' kommende 15 MW-model.
jel