Struer har fundet ny havnechef lokalt
STRUER: Ole Schmidt er navnet på den nye havnechef, der tiltræder ved Struer Havn 1. februar. Han er 50 år og har de seneste 20 år arbejdet i mediebranchen, blandt andet som salgschef i de lokale mediehuse. Han bor lokalt og er selv flittig bruger af havnen med fast plads til familiens båd gennem mange år.
Havnen i Struer er under stor forandring, og over de kommende år forventes ændringer både i havnens funktion og anvendelse. Struer Byråd har vedtaget en havneudviklingsplan, der sætter retningen for byudvikling på havnen de næste mange år, og kommunen overtager hele ejerskabet af havnen, som Holstebro Kommune hidtil har været medejer af.
- Havnen er et helt centralt aktiv for både erhvervslivet, turismen og byudviklingen i Struer Kommune. Jeg er sikker på, at vi nu har fundet den helt rigtige profil til at stå i spidsen for havnen fremover, siger borgmester Mads Jakobsen (V).
ak