Syv borgmestre vil have millioner for grøn strøm
Syv borgmestre fra Midt- og Vestjylland skyder forslag fra regeringens landdistriktsudspil ned og kommer med eget tiltag.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Syv borgmestre vil have millioner for grøn strøm

Argumentet er, at det er kommunerne, der laver det meste af arbejdet. Derfor ser borgmestrene gerne, at der inddrages 151 millioner fra staten.
6. SEP 2024 13.30

Regeringen har for nylig præsenteret et tiltag i sit landdistriktsudspil. Forslaget er, at staten opretter en årlig pulje på 200 mio. kr., som uddeles til de kommuner, der bidrager mest til udbygningen af vedvarende energi på land.

Men spørger man de syv borgmestre fra Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Herning, Struer, Skive, Lemvig og Holstebro, er regeringens forslag ikke godt nok. 

I en pressemeddelelse præsenterer de midt- og vestjyske borgmestre deres eget forslag, hvori de skriver, at de vil inddrage 151 mio. kr. fra staten som et "plaster" for at lave et stort arbejde med at producere grøn strøm til hele landet.

- Det er os (kommunerne, red.), der står med arbejde af placeringen af anlæg. Det er os, der skal have dialogen med borgerne om det, og det er os, der skal administrere det, fortæller borgmester i Ringkøbing-Skjern Hans Østergaard (V) til TV Midtvest

"Som at fodre hunden med egen hale"

Borgmestrene foreslår, at de 151 millioner skal finansieres via elafgiften. Helt konkret skal pengene indkræves ved at sætte prisen til 4 øre pr. KWh produceret strøm. Det er en løsning, som ifølge Hans Østergaard ikke kun vil favorisere nye projekter, som borgmestrene frygter bliver tilfældet med regeringens landdistriktsudspil:

- Jeg er grundlæggende imod, at man i det oprindelige udspil kun ville tilføje penge til nye projekter, mens man tog dem fra bloktilskuddet. Det er som at fodre hunden med sin egen hale, fortæller Hans Østergaard til TV Midtvest.

Regeringen beskriver selv sit forslag som en konkurrence. Hvis man som kommune vil have fingre i millionerne fra den foreslåede pulje på 200 mio. kr., må man sørge for at være blandt de kommuner, der bidrager mest til udbygningen af VE-anlæg. Sådan lød det fra klimaminister Lars Aagaard (M) i et interview med Avisen Danmark, kort før landdistriktsudspillet blev præsenteret.

- Det er en konkurrence mellem kommunerne om, hvem der bedst kan stille arealer til rådighed. Det er altså ikke kun fire til fem kommuner, der deltager. Jeg vil gætte på, at det snarere er omkring 30 kommuner, vi taler om her, lød det fra ministeren.

Ifølge TV Midtvest er forslaget fra de syv borgmestre ikke et endeligt bud på en alternativ og - ifølge borgmestrene - mere fair løsning. Forhåbningen er, at deres forslag vil sætte gang i en debat.

Lyt til Kort Fortalt

Hvad siger Landdistrikternes Fællesråd om regeringens udspil? I Kort Fortalt var der både ros og ris fra fællesrådets formand Steffen Damsgaard (V). I podcasten slår formanden ned på, at kommunerne ikke skal have alt for høje forventninger til udspillet:

- Om det her er med til at bringe Danmark i geografisk balance, er måske at tillægge landdistriktsudspillet for stor betydning, lyder det fra Steffen Damsgaard.

Få en forklaring på hvorfor, og lyt til hele analysen fra Landdistrikternes Fællesråd i Kort Fortalt. 

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet