
Trumps told presser olieprisen
Prisen på Brent-olie ligger nu omkring 65 dollar (ca. 460 kr.) pr. tønde – ti dollar lavere end før Donald Trumps varslede told den 2. april. Frygt for en global afmatning og lavere olieefterspørgsel dominerer nu markedet. Det skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Organisationen OPEC har netop nedjusteret sin forventning til olieefterspørgslen for både i år og næste år, men er fortsat mere optimistisk end mange analytikere. Samtidig har den amerikanske energimyndighed EIA opjusteret risikoen for en overforsyning af olie globalt.
De første reaktioner på Trumps såkaldte "Liberation Day" udløste et brat fald fra ca. 75 dollar (530 kr.) pr. tønde til et midlertidigt lavpunkt på 58 dollar (410 kr.) – det laveste niveau i fire år. Siden er prisen steget en smule, men ikke tilbage til tidligere niveau.
- Hvis de to vigtigste økonomiske regioner i verden, som tilsammen står for mere end en tredjedel af det globale olieforbrug, er på vej mod en afmatning, påvirker det naturligvis oliepriserne negativt, siger Cyrus de la Rubia, der er økonom i Hamburg Commercial Bank.
Ifølge flere markedsvurderinger kan OPEC's beslutning om at øge produktionen være truffet under pres fra den amerikanske regering. UBS og Goldman Sachs vurderer fortsat, at olieprisen står over for en række nedadgående risici. Sidstnævnte har nedjusteret sin prognose for Brent-olie til 66 dollar (ca. 470 kr.) i år og 58 dollar (410 kr.) næste år.
Samtidig følger markedet nøje diplomatiske tegn på tøbrud mellem USA og Iran, som potentielt kan føre til lempede sanktioner og mere iransk olie på verdensmarkedet.
jel