Udvikler planlægger energiø på land hvor kommune tidligere har afvist møller

KORT NYT15. MAR 2023 11.52

MARIAGERFJORD: Selskabet BioCirc har søgt Mariagerfjord Kommune om tilladelse til projektet "Mariagerfjord Go Green", i den østlige del af Mariagerfjord Kommune. Projektet indebærer op til 27 vindmøller (150-200 meter høje), 1100 hektar solceller og produktion af biogas, brint og e-metanol. Placeringen er bemærkelsesværdig, da kommunen i 2020 efter borgerprotester afviste vindmøller og solceller i området. Ansøgningen bringer da også undren hos en af borgerne, der stod bag protesten i 2020, skriver Nordjyske.

- Efter min mening er østkysten det største og vigtigste turistområde i Mariagerfjord Kommune. Byrådet skyder sig selv i foden, hvis de giver lov til at lave en energiø her. Der er ingen turister, der gider se på 1000 hektar solceller og 27 vindmøller, siger Uffe Johansen, der er  medlem af borgergruppen "Kæmpemøller i Als Enge - Nej tak". Han anerkender dog, at BioCirc har ret til at ansøge om projektet.

BioCirc selv skriver i ansøgningen, at blot 25 beboelser vil skulle nedlægges for at realisere projektet, som desuden vil kunne gøre kommunens energiforbrug 100 pct. grønt. Hvorvidt de får held med ansøgningen, er der ikke nogen indikation at hente på fra borgmester Mogens Jespersen (V). Han vil ikke kommentere på ansøgningen, før den er blevet behandlet i byrådet i april. 

amp

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet