Venstre-politikere politianmelder Frederikshavn Kommunes forvaltning
(Arkivfoto)Byrådsmedlem Jens Borup (V) politianmeldte personligt Frederikshavn Kommunes forvaltning hos politiet i byen for Venstres samlede byrådsgruppe på fem medlemmer tirsdag den 18. oktober.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Venstre-politikere politianmelder Frederikshavn Kommunes forvaltning

Mangelfuld aktindsigt omkring Frederikshavn Havn fører til politianmeldelse af forvaltningen.
18. OKT 2024 16.17

Det hele begyndte med en lydfil, hvor en kommunal medarbejder opfordrede til at undlade oplysninger i en aktindsigt omkring den kriseramte Frederikshavn Havn. Det er en lydfil, som TV2 Nord var først til at skrive om, der har udløst en politianmeldelse.  

Det er Venstres medlemmer i Frederikshavn Byråd, som har anmeldt episoden. Byrådsmedlem Jens Borup (V) afleverede personligt politianmeldelsen den 15. oktober – og DOI.dk har set både anmeldelsen og politiets kvittering. Jens Borup er meget tydelig omkring, hvorfor Venstre-gruppen nu har politianmeldt Frederikshavn Kommunes forvaltning.

- Vi har gjort det, fordi både TV2 Nord og vi i Venstres gruppe ikke har fået alle mails, der er sendt mellem borgmesteren, forvaltningen og havnens ledelse. Det viste sig, at der manglede cirka 40 pct. af de sendte mails, forklarer Jens Borup og konkluderer:

- Der er noget, som forvaltningen ikke ville ud med.

Politiets kvittering viser også, at anmeldelsen drejer sig om handlinger begået på rådhusets adresse i Frederikshavn.

”Politiet har den 15/10-2024 modtaget en anmeldelse om anden misbrug af offentlig stilling/hverv.”

Håber på nye tider under ny borgmester

Jens Borup mener også, at den mangelfulde aktindsigt har noget med borgmester Birgit Hansen at gøre.

- Det hele er blevet værre, siden Birgit Hansen har haft absolut flertal i byrådet. Nu prøver vi at se, hvad der sker på mandag, når Birgit Hansen stopper, og Karsten Thomsen overtager borgmesterposten, siger Jens Borup, der sammen med Venstres gruppe i Frederikshavn Byråd venter på politiets efterforskning af sagen.

Kommunaldirektør Thomas Eriksen har ikke hørt noget om politianmeldelsen, da DOI.dk fanger ham i telefonen, er han på efterårsferie.

- Jeg er ikke blevet præsenteret for noget endnu, derfor kan jeg ikke forholde mig til det. Det er op til politiet, siger kommunaldirektøren, der har prøvet politianmeldelser før:

- Det er sket to til tre gange i min tid her som kommunaldirektør.

DOI.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra afgående borgmester Birgit Hansen (S).

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet