Vestas-aktien skriver historie: En negativ en af slagsen
Vestas endte onsdag med et fald på 0,9 pct. i 139,75 kr., hvilket var den tiende dag i træk i rødt. Det er aktiens længste ubrudte tabsrække nogensinde. Aktien er faldet fra 163,65 kr. den 18. september.
En skuffende ordreudvikling frem mod udgangen af tredje kvartal har de seneste dage lagt ekstra pres på aktien.
Siden kvartalsafslutningen har flere finanshuse sænket deres kursmål for aktien. Onsdag har både Danske Bank, Deutsche Bank og finanshuset Jefferies justeret deres kursmål ned.
Aktien har den senere tid været tynget af usikkerhed om udfaldet af præsidentvalget i USA, som er selskabets største marked.
Blandt de grønne aktier hang Ørsted også i bremsen med et fald på 3,5 pct. 426,90 kr. Energikæmpen er meget rentefølsom, og renterne steg onsdag efter et dyk tirsdag.
amp/ritzau/