Vestjyske power-virksomheder søsatte grønt netværk med fordele
Der blæser en kraftig vind fra vest i Lem i Vestjylland, her møder jeg Henrik Sillesen fra virksomheden Hydraspecma, der laver hydrauliske løsninger til vindmølleindustrien, busser og lastbiler, agro og det maritime område. Henrik Sillesen er group director for virksomheden, der ligger i nabobyen Skjern cirka 12 km væk.
Virksomheden har 1250 ansatte og er repræsenteret i Kina, Brasilien, USA, Indien, Sverige, Finland, Norge, England og Polen foruden ved Denmark.
Vinden er faktisk grunden til, at Henrik Sillesen har taget turen til nabobyen, for han er på besøg hos sin kollega Peter Pallishøj, som er CEO for Baettrs. Virksomheden laver blandt andet hovedaksler, nav og bundrammer i støbejern til vindmøller. De 1050 ansatte arbejder fra fabrikkerne i Danmark, Sverige, Kina, og en ny fabrik er under opførelse i Indien.
Både Hydraspecma og Baettr er nemlig forbundet af vinden som underleverandører til vindmøllebranchen. Det er veldrevne moderne virksomheder, hvor der gjort sig tanker om den grønne fremtid foruden at levere til vindmøllerne.
Et opkald med en invitation
- Det grønne fyldte allerede en del hos os, men så en dag sidste år ringede Peter til mig, fortæller Henrik Sillesen, om opkaldet fra Baettrs CEO Peter Pallishøj.
Henrik Sillesen husker, hvordan forslaget i den anden ende af røret lød omkring den grønne udvikling i retning af mere bæredygtighed og afrapportering i klimaregnskaber.
- Peter sagde, han troede, vi skulle hurtigere afsted. Han foreslog, vi skulle lave et netværk, siger Henrik Sillesen.
Det lyder måske som en træg og langsommelig proces, men sådan er det ikke i Vestjylland, hvor der ikke er langt fra ord til handling.
- Vi er i produktionsland. Vi er vant til at stå sammen og få tingene gjort. Peter tog fat i dem, som han kendte, fortæller Henrik Sillesen.
Samtidig blev konsulentfirmaet SustainX hyret til opgaven, men det var nu ikke fordi, der ikke allerede var kompetencer i virksomhederne, men samarbejdet i et netværk giver noget andet.
- Vi har kompetencerne, men på den her måde skal vi ikke ud og ansætte en til to medarbejder i hver virksomhed. Alt skal rapporteres ind i klimaregnskaberne, og vi vil jo ikke hægtes af i den grønne omstilling, siger Henrik Sillesen.
Det er ikke kun de store vindmølleproducenter, der kræver handling med klimaet.
Henrik Sillesen oplever nemlig, at ansøgere til stillinger i Hydraspecma stiller en ny type krav til jobsamtalerne.
- De unge spørger om vores CSR og bæredygtighed, når de er til samtale. Det her vægter altså hos dem. Vores generation stille krav om løn, men den nuværende stiller krav om bæredygtighed, fortæller han.
2020 Momentum Network
CEO Peter Pallishøj fra Baettr kommer til og fortæller om sine bevæggrunde for at række ud til de andre virksomheder og skabe et netværk for et år siden.
- Vi havde behov for at komme videre i den grønne omstilling. Det her er en kompetence, der ikke har eksisteret i mange år. Derfor giver det så god mening at gerne tage ansvar sammen, fortæller Peter Pallishøj, der var hurtig til at handle.
- Vi ringede rundt til dem, vi kender. To dage efter havde vi fået samlet de første otte virksomheder, fortæller Pallishøj om de første medlemmer af Momentum Network, der i dag er vokset til 17 medlemmer.
Det har givet en række fordele, som også er økonomiske.
- Det er lidt deleøkonomi-agtigt og samtidigt en måde at skabe fremdrift på for os mod den grønne omstilling, fortæller Peter Pallishøj, der i den grad er en grundlæggeren af netværket.
Peter Pallishøj nævner også, at Baettrs kommende fabrik i Indien eksempelvis kommer til at bruge grønt strøm fra den åbner. Det er ganske enkelt billigere at forhandle gode priser hjem nu frem for at skifte senere.
Henrik Sillesen ser også muligheder, der handler om også at gøre sig attraktiv overfor de store vindmølleproducenter.
- Det skal helst være sådan, at vi er best in class for vindmølleproducenterne. De skal sige, dem vil vi gerne handle med, slutter Henrik Sillesen.
Momantum Netværket tæller i dag disse 17 virksomheder, som er underleverandører i vindmøllebranchen. Det er et krav for at være en del af netværket:
Baettrs, Hydraspecma, KK Windsolutions, Polytech, Nissens Cooling Solutions, JSB Group, LJM Lind Jensen, Niebuhrs Gears, Jupiter Bach, Cotes, Fiberline Composites, BSB Industry, Nordmark, Aluwind, Dangard, Haco A/S, Norsea.