Viegand Maagøe opruster med køb af specialist i ecodesign og energimærkning
Konsulenthuset Viegand Maagøe opkøber den hollandske virksomhed VHK og styrker sin internationale bæredygtighedsprofil. Opkøbet sikrer Viegand Maagøe medarbejdere i hollandske Delft og Bruxelles i Belgien. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
VHK er en af Europas førende tekniske rådgivere inden for ecodesign og energimærkning. Virksomheden har siden 1993 bistået EU-Kommissionen og medlemsstaterne med analyser og forarbejde til lovgivning og politikudvikling for ecodesign og energimærkning af alt fra pærer til store opvarmningssystemer.
- Som virksomhed med ekspertise i den grønne omstilling vil vi være med der, hvor indflydelsen er størst, og i dag er det i høj grad EU, der på flere punkter er den primære driver af den grønne agenda. Med VHK som en integreret del af Viegand Maagøe bliver vi i stand til at løse endnu flere opgaver for EU og alle vores øvrige kunder, danske som internationale. Derfor er opkøbet også et naturligt led i vores bestræbelser på at konsolidere os som et dansk konsulenthus med en omfattende og ekstremt bred portefølje i mange lande, siger Søren Eriksen, der er adm. direktør i Viegand Maagøe.
Både ecodesign, EU’s krav om miljøvenligt design, og energimærkning, der fremhæver produkter med lavt energiforbrug på A-G-skalaen, har et stort fokus i EU, fordi de er afgørende for at nå i mål med unionens erklærede mål for den grønne omstilling.
Naturligt led i international udvidelse
I den danske virksomheds bæredygtighedsafdeling er der heller ingen tvivl om, hvad opkøbet kan bidrage med.
Vi bliver som virksomhed meget stærkere i forhold til at løse opgaver, der handler om udformning af EU’s lovkrav til produkter. På det punkt er VHK’s medarbejdere nok de mest specialiserede i Europa, og de har kompetencer, der stiller vores virksomhed endnu stærkere og gør os i stand til også at løse komplekse, produkttekniske opgaver for både private og offentlige kunder, siger Mette Rames, leder af Viegand Maagøes bæredygtighedsafdeling.
VHK har kontor i hollandske Delft med en separat afdeling i Bruxelles. Med opkøbet forventer Viegand Maagøe at udvide medarbejderstaben i både Bruxelles og Delft og at kunne løse endnu flere opgaver for EU's institutioner fremover.
Der er også tilfredshed med opkøbet hos den hollandske stifter af VHK.
- Det sikrer kontinuitet i det arbejde, som VHK har udført i årtier for EU, når det kommer til ecodesign og energimærkning. Samtidig er det en klar fordel, at Viegand Maagøe har så mange offentlige og private kunder i Danmark og resten af verden, så arbejdet med at inkorporere mere bæredygtighed i produktudvikling kan bredes endnu længere ud og samtidig styrke VHK og Viegand Maagøes i forvejen stærke brands, René Kemna, der adm. direktør og stifter af VHK.
VHK og Viegand Maagøe har samarbejdet på en lang række rammekontrakter i EU-regi siden 2005, så de to parter kender hinanden indgående. VHK fortsætter som datterselskab under eget navn.
Det bidrager VHK med
Ecodesignkrav (krav om miljøvenligt design)
Ecodesign stiller krav til produkters energieffektivitet og miljøvenligt design og sikrer, at produkter overholder mindstekrav til energieffektivitet, krav vedrørende andre væsentlige miljøforhold samt eventuelt krav til funktion og kvalitet. I 2021 sparede ecodesign-kravene på 31 produktgrupper forbrugerne i EU 120 mia. euro i udgifter til energi og 10 pct. lavere energiforbrug for de omfattede produkter.
EU's energimærkning
Energimærkning synliggør de mest energieffektive produkter på markedet, så forbrugere og andre indkøbere har mulighed for at vælge produkter med et lavt energiforbrug og lave driftsomkostninger, når de anskaffer nye produkter.
jel