Vil være klar med flydende fundament til Vestas 15 MW-havvindmølle
Vindmøllepioner Henrik Stiesdal taler her under mødet om regeringens klimapartnerskaber med erhvervslivet.
Foto: Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

Stiesdal:
Vil være klar med flydende fundament til Vestas' 15 MW-havvindmølle

Selvom Henrik Stiesdal gik på pension i 2014, er han langt fra færdig med at gøre en forskel i den grønne omstilling. Stiesdal A/S er klar til at teste flydende fundamenter til sommer og gør klar til de nye gigant-møller.
19. MAR 2021 13.32

Henrik Stiesdal kan med rette betegnes som en af vindmølleindustriens grand old men i ordets fineste betydning. I 2014 gik Henrik Stiesdal officielt på pension, men det har mere været rent formelt, end praktisk.

I stedet har Henrik Stiesdal arbejdet videre med at bidrage til den grønne omstilling, hvordan end han kan, nu med innovationsvirksomheden Stiesdal A/S. 

- Det, som vi arbejder med, skal have en stor effekt på den grønne omstilling. Det skal være noget, der kan gøre en forskel for at vi skal beskæftige os med det, fortæller Henrik Stiesdal. 

Det er derfor vigtigt, at det er projekter, som kan opskaleres og indgå i serieproduktion. 

- Industrialisering er en enormt vigtig faktor for det, vi arbejder med. Industrialisering er afgørende for, at man kan få grønne løsninger ned i pris, siger Henrik Stiesdal. 

Stiesdal A/S arbejder bredt med en flere grønne løsninger, herunder flydende havvind, energilagring og CO2-negative brændstoffer til flyindustrien. Senest har Stiesdal A/S hentet Vattenfalls danske landechef Jacob Nørgaard Andersen, som i stedet skal være driftsdirektør hos Stiesdal A/S.

Industrialisering er overset 

Blandt de mange projekter hos Stiesdal A/S, har de flydende fundamenter til havvindmøller allerede taget overskrifter. I 2019 besluttede hollandske Shell og tyske Innogy, nu RWE, at investere godt 135 mio. kr. i Stiesdals flydende vindmøllefundament, TetraSpar. Siden har det japanske elselskab Tepco også meldt sig som investor.

Til sommer skal de flydende fundamenter testes ud for Norges kyst med en 3,6 MW stor vindmølle. Det er dog ikke fordi, der mangler løsninger for flydende fundamenter. Det handler snarere om, at fundamenterne skal kunne produceres på samme måde, som vi har produceret vindmølletårne. 

- Der er masser af erfaring med at konstruere flydende fundamenter indenfor både marine- og olie- og gasindustrien, men de tænker sjældent i industrialisering, siger Henrik Stiesdal. 

Industrialisering er en overset del af, hvordan flydende havvind skal forvandles til en succes på lige fod med havvindmøller. 

- Når man tidligere har bygget flydende fundamenter, har man efter min vurdering forsømt at tænke i, hvordan man skal kunne producere fx 50 fundamenter, som skal kunne udskibes på en enkelt sæson, siger Henrik Stiesdal. 

Fundamenterne skal fremstilles på fabrikkerne, som skal være med til at drive priserne ned og kapaciteten op. 

Skal være klar til Vestas

Flydende havvind har et enormt potentiale, da man med de flydende fundamenter kan udbrede havvind til områder i verden, som ikke er lige så heldige som vi er i Nordeuropa. Her har vi store områder med forholdsvist lave dybder, hvor man kan stille almindelige, fast forankrede havvindmøller ud.

Der er en række projekter i gang verden over, heriblandt i Norge, Frankrig og Japan, som altså ikke har samme gunstige forhold som Danmark. Det er da netop også ud for Norges kyst, at Stiesdal A/S skal teste deres platform med en 3,6 MW vindmølle. 

- Vi har gerne ville holde udgifterne så lave som muligt med dette testprojekt, men på længere sigt vil positionere os, så vi er klar med en platform, der skal kunne have plads til de nye, store havvindmøller på 14-15 MW, så som Vestas' nye model, siger Henrik Stiesdal. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet