Vind-CEO bebuder vækstårti: Men der er behov for at sikre produktionen på europæiske hænder
Modsat den generelle stemning i vindbranchen lige nu, så har Niels Brix et positivt syn på fremtiden. Han er CEO for den ene af Danmarks tårnproducenter Valmont SM, der ligger i sønderjyske Rødekro.
- Der mangler generelt produktionskapacitet i verden. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder produktionen i Danmark, for vi kan gøre det mere bæredygtigt, end fx, hvad Asien kan, siger Niels Brix.
Prispres netop fra fjerne lande kan have uheldige konsekvenser på flere måder.
- Vi kan allerede dokumentere, at vi kan gøre det mere bæredygtigt. Det kommer med en merpris, men det er bedre for miljøet, forklarer Niels Brix.
Alene afstanden fra produktionsstedet til der, hvor møllerne skal stilles op, er en faktor.
- Energiselskaberne skal sikre, at møllerne bliver produceret, hvor de skal op. CO2-udledningen er langt større, når møllerne bliver transporteret over lange afstande. Et tårn produceret i Kina og sejlet til Europa er højere i miljøbelastning i forhold til ét produceret i Europa. Selve produktionen i Kina er også mere miljøbelastende end i Europa, forklarer CEO'en, der også har en vigtig pointe om arbejdsforholdene under produktionen.
- Vi skal sikre, arbejdsforholdene som et minimum lever op til FN’s verdensmål.
Langsigtet planlægning er nødvendig
Ordrer fra den ene til den anden vindmøllepark har hidtil været det gængse mønster i branchen, men den udbygning af vind, som Europa og verden står foran, kræver en anden stabilitet.
- Der er behov for længerevarende aftaler, så man kommer væk fra, at der bliver købt ind fra gang til gang. Stop and go er ikke godt for branchen, derfor skal vi frem til partnerskaber, så vi i fællesskab med energiselskaberne kan optimere og produktudvikle, siger Niels Brix.
Stabilitet og langsigtethed åbner også op for nye muligheder i Danmark.
- Jeg tror, vi kommer til at se flere fusioner blandt de små og mellemstore virksomheder i hele leverandørkæden, så der kommer til at ske en konsolidering i branchen, siger Niels Brix.
Det er en vækst og stabiltet, der også åbner for investeringer fra kapitalfonde og andre.
- Nu begynder virksomhederne at blive interessante for de store kapitalstærke familieejede virsomheder, fordi vi ser ind i den stabile vækst. Nu er det interessant med opkøb, fortæller Niels Brix og fortsætter:
- Jeg mener, vi kommer til at se en konsolidering af markedet, for det er der et godt grundlag for. Jeg er optimist med de tal, vi har.
Men fusioner giver også mening på et helt andet niveau.
- Selv små smedeværksteder vil kunne drage fordel af at fusionere, så de kan få flere kompetencer ind i virksomheden. Her tænker jeg både på certificeringer og helt ned til sprogkundskaber, siger Niels Brix.
Valmont SM er senest selv blevet opkøbt af den danske koncern Euro Steel, der overtager tårn- og komponentfabrikanten, som de seneste ni år har været en del af Valmont Inc. Valmont SM ændrer i forbindelse med ejerskiftet navn til SM Industries A/S, Sønderjyske Maskinfabrik.
Forsyningssikkerheden
Det er ikke kun miljøet og bæredygtigheden, der kan få gavn af produktionen i Europa. Siden krigen i Ukraine er brudt ud, er forsyningssikkerhed og sikkerhedspolitik i den grad kommet på mode. Det er der en grund til.
- Hvis vi kigger på USA, så er landet selvforsynende med olie, gas med mere. I EU importerer vi over 60 pct. af vores energi. Derfor er der behov for, at vi nu sikrer produktionen af fremtidens vindmøller her i EU, siger Niels Brix.
Fejlen, som Europa tidligere har begået, må ikke gentage sig med andre autoritære stater.
- Det er ikke skidt med den geopolitiske dagsorden. Hvis produktionen skal fastholdes i Europa, så skal det ske gennem ændringer af udbudslovgivningen. Det giver i høj grad også mening sikkerhedspolitisk, vurderer Niels Brix.
Der vil også være andre fordele for Danmark.
- Der er også danske jobs, der skal sikres og fastholdes. Man har været for fodslæbende med sikre vores industri, fastslår Niels Brix.
I andre lande er det normalt, at der stilles krav, så produktionen bliver holdt lokalt.
- Der er allerede krav om 'local content' i Storbritannien, og 'friendshoring' kender vi fra USA, fortæller Niels Brix om krav om af henholdsvis produktion af visse mølledele i opstillingslandet og krav om produktion i ligesindede demokratiske lande.
Mens fremtidsudsigterne er gode for det næste årti for vindbranchen og endda kan blive bedre, hvis produktionen bliver fastholdt i EU, så er situationen lige nu en anden.
- Dette år og 2023 er stadigt udfordrene, slutter Niels Brix.