Virksomheders overskudsvarme kan erstatte gas i opvarmning
Virksomhedernes overskudsvarme kan i langt højere grad bidrage til at erstatte opvarmning med gas, mener Dansk Industri (DI).
Dansk Industri har fået konsulenthuset Rambøll til at undersøge, hvor meget overskudsvarmen kan bidrage med. Ifølge Rambøll kan overskudsvarme bruges til at opvarme 100.000 husstande.
Dermed kan overskudsvarmen blive en kilde, som kan erstatte gas nogle steder. Udskiftning af gas er blevet aktuelt, efter Ruslands invasion af Ukraine har skabt et politisk ønske om at blive uafhængig af russisk gas.
Fra årsskiftet blev afgiften på overskudsvarme fjernet. Derfor mener både Dansk Industri og fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, at det burde være lige til.
Kræver aftaler og penge
Analysechef hos Dansk Fjernvarme Jesper Koch peger dog på, at det ikke er noget, der sker fra den ene dag til den anden. For at overskudsvarmen skal komme ud til fjernvarmenettet, skal der oftest indgås en aftale mellem de enkelte virksomheder eller en gruppe af virksomheder og så et fjernvarmeselskab.
At slutte virksomheden eller virksomhederne til et fjernvarmenet er dog forbundet med en udgift. Og den udgift skal stå mål med gevinsten for fjernvarmeselskaberne.
- Det kan lade sig gøre. Det har vi gode eksempler på, siger Jesper Koch, der dog siger, at mange ting kan spille ind.
Eksempelvis er der en række praktiske forhold, der skal passe ind for fjernvarmeselskaberne.
- Er man sikker på, at den virksomhed, der kommer med sin overskudsvarme bliver der, siger Jesper Koch.
- En anden ting er, at hvornår er den her overskudsvarme til stede? Nogle gange har vi set, at det kan være om sommeren, at industrien gerne vil sælge noget varme. Ofte bruger fjernvarmen ikke særlig meget varme der. Og ofte har den nogle meget billigere alternativer såsom solvarme eller affald. Så der er også noget med, hvornår på året den her overskudsvarmer er der.
Dansk Industri håber, at man politisk vil nedsætte en taskforce, der skal se på, hvordan overskudsvarme lettest muligt kommer ind i fjernvarmenettet:
- I mange tilfælde vil der være brug for konkret vejledning, så virksomheder, fjernvarmeselskaber og kommuner kan finde rundt i reglerne, siger Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi.
Ritzau