Wind Denmark og Danish Export vil bane vejen til udlandet
Konkurrencen på det globale marked for grønne løsninger er støt stigende, og det er en udvikling, som et nyt eksportpartnerskab skal komme i møde.
Wind Denmark og Danish Export Association er gået sammen i et nyt samarbejde, som skal være med til at skabe bedre forhold for de danske vindvirksomheder og som betyder, at medlemmerne i Wind Denmark også får et medlemskab til Danish Export Association, ligesom samarbejdet også går den anden vej.
- Det er den helt rigtige løsning, da de vindvirksomheder, der hidtil har været medlem udelukkende i Danish Export Association, fremadrettet får hele pakken med adgang til netværk, teknologiudvikling og politisk indsigt gennem Wind Denmark. Samtidig kan vi byde velkommen til gruppen af eksportvirksomheder fra Wind Denmark, som fremadrettet har adgang til vores netværk, rådgivning og uddannelse inden for eksport, siger Ulrik Dahl, direktør hos Danish Export Association.
Den danske vindindustri har altid været førende globalt og eksporterede i 2019 produkter og services for 66,5 mia. kr., hvilket er det højeste niveau nogensinde for branchen. Det er desuden 7,4 pct. af den samlede danske vareeksport.
Corona har dog ændret den måde, hvorpå salg og eksportfremme har foregået.
- Tiderne hvor salg og aftaler per definition skulle gennemføres fysisk er ovre. I den nye hverdag efter Covid- 19 skal vi alle vænne os til også fremover at sælge os selv og vores løsninger digitalt. Det nye partnerskab binder vindvirksomheder sammen med flere kompetencer, der kan understøtte denne bevægelse, og det er helt klart til fordel for den danske vindeksport, siger Ulrik Dahl.
Det nye partnerskab træder i kraft d. 1. juli.
esl