Wind Denmark: Udskydelse af Hesselø skaber akut behov for national VE-strategi
I 2027 skulle Danmark efter planen have indviet den 800-1.200 MW store havvindmøllepark i Kattegat, Hesselø Havvindmøllepark. Men de indledende undersøgelser af havbunden i området har nu slået luften ud af projektets fremskridt.
Årsagen er en uforudset blød lerbund i havbundens øverste 20-30 meter, som skaber besværlige forhold for etablering af vindmøllernes fundamenter, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Derfor har Energistyrelsen foreløbigt sat projektets udbudsproces på pause, og med den melding også sat et stort spørgsmålstegn ved hvornår - og om - den næste store havvindudbygning i Danmark realiseres.
- Det er meget ærgerligt og bekymrende. Det er en bombe under klimaindsatsen, hvis der nu er betydelig risiko for, at Hesselø falder, for vi har brug for hver eneste grønne elektron for at komme i mål med den omfattende elektrificering, som er nødvendig for at indfri klimamålene, siger Jan Hylleberg med henvisning til, at Wind Denmark netop har peget på, at der er udsigt til mangel på grøn strøm i 2030.
Kort forinden Energistyrelsen udmelding var Wind Denmark ude med en advarsel om, at VE-udbygningen halter alvorligt efter ambitionerne, hvilket skaber en mangel på 27 TWh grøn strøm i 2030.
Brug for mere end én plan A
Energistyrelsens beslutning om at sætte udbuddet på pause er udtryk for rettidig omhu, men meldingen er ikke desto mindre nedslående for en i forvejen haltende VE-udbygning.
- Den nye situation med Hesselø understreger jo bare relevansen af vores advarsel. Det efterlader regeringen og Folketinget med en endnu større forpligtelse til at lave en VE-strategi, der sikrer nok grøn strøm i 2030. En strategi, som bliver nødt til at spille på flere heste for at reducere sårbarheden overfor risici for enkeltprojekter, som vi nu ser det med Hesselø, siger Jan Hylleberg.
Behovet for en politisk køreplan for, hvordan Danmark skal indfri klimamålene for hhv. 2030 og 2050 er altså endnu højere nu og har stået højt på ønskelisten hos Wind Denmark.
Her ser man med voksende bekymring på, at udbygningen med vedvarende energi langt fra modsvarede behovet for grøn strøm i fremtiden. Og med Energistyrelsens udskydelse af Hesselø Havvindmøllepark, er det klart, at der er behov for at overveje flere veje til 2030-målet.
- Man bør have en plan A, B og C, som ikke blot holdes i skuffen, men som processuelt bør køres i stilling på affyringsrampen, siger Jan Hylleberg.
esl