EUDP klar med over 300 mio. grønne støttekroner

Ansøgere, der vil udvilke og demonstrere ny grøn energiteknologi har frem til 3. marts næste år til søge om støtte i de over 300 mio. støttekroner fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
19. DEC 2024 12.45

Tidligere på ugen offentliggjorde EUDP, at man havde udmøntet  403 mio. kr. til 40 nye energiteknologiske projekter, som skal bidrage til at indfri Danmarks klima- og energipolitiske målsætninger. Men dem, der missede chancen i den seneste runde, får endnu endnu en mulighed. Således åbner EUDP nu for endnu en ansøgningsrunde.

- Kvaliteten af ansøgningerne har været høj i 2024 – og vi er i EUDP’s bestyrelse glade for at kunne skubbe så mange perspektivrige projekter i gang. Det er vores håb, at 2025 også byder på mange stærke ansøgninger, så vi kan få udviklet og demonstreret endnu flere betydningsfulde grønne energiteknologier, siger Kim Lehmann, forperson for EUDP’s bestyrelse.

Der udbydes denne gang 300 mio. kr. til udvikling og demonstration af alle typer af innovative energiprojekter. Af puljen målrettes 60 mio. kr. til projekter inden for udvikling og demonstration af el-lagre. Udover den generelle pulje udbydes særpuljen for Smart Energy og Digitalisering (24,75 mio. kr. og Nordsøpuljen (22,6 mio. kr.), disse er målrettet hhv. nye teknologiske løsninger og værktøjer inden for Smart Energy, digitalisering samt øget dataanvendelse i energisektoren og demonstrationsprojekter med tilknyttet forskning, der kan bidrage til en mere miljøvenlig og energieffektiv produktion af olie og gas.

Nyt strategisk fokus

EUDP’s bestyrelse har i 2024 revideret programmets strategi med henblik på at sikre et fortsat relevant fokus, der tager højde for den aktuelle teknologiske virkelighed.

Strategiens teknologiske hjørnesten er fortsat elektrificering og sektorkobling for at kunne udnytte Danmarks store ressourcer inden for vedvarende energi bedst muligt og samtidig sikre forsyningssikkerhed og energieffektivitet.

Med dette udgangspunkt peger strategien nu på følgende syv fokusområder, der vurderes centrale for at kunne nå de nationale klimamål: 'Grøn el', 'Bæredygtig biomasse, biogas og pyrolyse', 'Energieffektivisering', 'Power-to-X', 'Varme og varmelagring', 'Fleksibel el-anvendelse og digitalisering', 'CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring'.

EUDP understreger dog, at programmet ikke udelukker ansøgninger, der ligger uden for fokusområderne. "Hvis ideen er god, og projektet lever op til EUDP's vurderingskriterier, kan projektet som hidtil modtage tilskud."

- Er du i tvivl om, hvorvidt dit projekt passer ind hos EUDP, så tøv ikke med at række ud til EUDP-sekretariatet for at få vejledning i programmets rammer. Vi ser gerne så mange kvalificerede ansøgninger som muligt, siger Kim Lehmann, forperson for EUDP’s bestyrelse.

Ansøgningsfrist for denne rundes EUDP-midler er 3. marts 2025.

amp

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet