Første uddannede kvindelige havnearbejder:
Formand for havnearbejderne: Diana kan svare for sig selv
48-årige Diana Sommer har som første kvinde nogensinde gennemført havne- og terminalarbejderuddannelsen i Esbjerg med et 12-tal i karakter. Der er mellem 200 og 250 havnearbejdere i Esbjerg, og hun er også eneste kvinde i flokken. Formand for havnearbejderne i Esbjerg, Brian Reichle, så gerne flere kvinder, men der er flere hurdler på vejen.
- Vi vil gerne have flere kvinder, men for at arbejde på en havn, så kræver det også noget fysik. Men der findes jo også kvindelige skraldemænd. Det er også specielt, fordi man arbejder på nogle forskellige tidspunkter her i Esbjerg, selvom der er forskel på det fra havn til havn, forklarer Brian Reichle.
Diana Sommer var enlig mor til fire sønner, da hun begyndte at arbejde som havnearbejder i 2013.
- Umiddelbart er det nok svært som enlig mor, selvom Diana er lykkedes med det. Det kræver med sikkerhed et godt netværk, siger Brian Reichle.
Omgangstonen
Udover specielle arbejdstider og fysikken, så er der også lige det med at tale som en havnearbejder.
- Tonen kan også være lidt skarp. Vi siger, hvad vi mener, og så er vi gode venner igen lige bagefter. Man tager tingene, når de kommer. Måske er man ikke de bedste venner bagefter, når man går hjem – men dagen efter er alt glemt, fortæller formanden for havnearbejderne.
Han er ikke i tvivl om, hvorfor Diana Sommer er blevet i jobbet.
- Hovedårsagen til, at Diana stadig er her, er, at hun altid har kunnet svare for sig selv. Hun bliver behandlet som en af gutterne, selvom hun måske har rød neglelak på, siger Brian Reichle.
Der har tidligere været to kvindelige havnearbejdere på havnen, men de er stoppet igen. Brian Reichle fortæller også, at der er en kvindelig havnearbejder i Københavns Havn.
Maskinerne og den grønne omstilling
Der er også en ting, som man skal kunne som havnearbejder.
- Man skal være dus med store maskiner. Her tænker jeg på lastbiler, trucks, terminaltraktorer. Arbejdet kræver, at man har flair for at køre store maskiner, fortæller Brian Reichle.
Diana Sommer er en ud af 215, der er blevet uddannet siden 2012, hvor det første hold havne- og terminalarbejdere blev uddannet. Brian Reichle skønner, at det samlede antal havnearbejdere i Danmark er i omegnen af 1000 havnearbejdere.
Hos Transporterhvervets Uddannelser (TUR), som også omfatter havne- og terminalarbejderuddannelsen, har man en målsætning om, at endnu flere skal uddannes. Og det drejer sig ikke blot om at få kunder i butikken.
- Vi vil gerne have tallet af uddannede op, for den grønne omstilling kræver uddannet arbejdskraft, forklarer Jan Larsen, der er praktikpladskonsulent hos Transporterhvervets Uddannelser (TUR), hvor uddannelsen tages i Esbjerg.
Uddannelsen gør nemlig også noget, der er med til at opbygge erfaring inden for et specialiseret område.
- De uddannede er mere fleksible, fordi de kan flere ting, og så bliver de meget længere i transportbranchen med uddannelsen, forklarer Jan Larsen.
I foråret 2024 blev der afholdt en konference om havne- og terminalarbejderuddannelsen, hvor Jan Larsen var en af talerne. Det er en konference, der allerede har båret frugt for uddannelsen.
- Konferencen har gjort, at der er kommet mere fokus på uddannelsen, slår Jan Larsen tilfreds fast.