Kommuner kritiserer nye solcelleregler
I et udkast til en ny vejledning har Plan- og Landdistriksstyrelsen optegnet regler for, hvilke krav kommunerne må sætte over for private udviklere, der vil opføre et solcelleanlæg eller vindmøller i lokalområder. Men i et høringssvar kritiserer KL vejledning for at have "et udtalt fokus på, hvad der er ulovligt og mindre tydelighed omkring, hvad der er lovlig praksis," skriver Jyllands-Posten.
I samme ombæring opfordrer 16 midt-, vest- og nordjyske kommuner styrelsen til at give konkrete anvisninger for, hvad der kan gøre projekter attraktive på lovlig vis. Det fremgår nemlig af vejledningen, at kommunerne hverken må bede udviklerne kompensere naboerne ud over det niveau, der allerede er fastsat i lovgivningen, eller bede udviklerne tilbyde større ejerandele af energiparkerne til naboer for at skabe lokal forankring.
"Regeringen må justere disse ordninger for at støtte lokalsamfundene bedre og sikre, at det er muligt at skabe transparens om lokale effekter allerede i projekternes indledende fase," skriver kommunerne.
ap