Ribe BioGas er Esbjerg Kommunes største skattebetaler i energibranchen
Aage Lauritzen er bestyrelsesformand for Ribe Biogas A/S, og han er selv en af de 60 landmænd i ejerkredsen. Han ser det også forretningsmodellen, biogasanlægget kan rydde op efter landbruget.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, Danish Offshore Industry, DOI.dk

Energiens hovedstad:
Ribe BioGas er Esbjerg Kommunes største skattebetaler i energibranchen

Biogasanlæg var kommunens ottende bedste selskabsskatteyder i 2021, og selskabet har allerede sikret sig jord til en fremtid med pyrolyse eller PtX.
3. DEC 2023 12.46

Energiens metropol eller hovedstad, Esbjerg har mange navne. Og derfor skulle man tro, at netop energiområdet ville dominere i oversigten over kommunens ti største selskabsskatteydere for året 2021 i en oversigt fra kommunen. Men listen, som kan ses nederst i artiklen, viser ikke selskaber indenfor hverken olie- og gas fra Nordsøen eller vindmøllerne der passerer gennem havnen. Eneste selskab indenfor energibranchen er Ribe BioGas A/S, der har indtaget en flot ottendeplads.

Bestyrelsesformand Aage Lauritzen er da også forbavset over den høje placering.

- Det er en overraskelse, at vi røg på den liste med al den store industri i Esbjerg. Mange af virksomhederne har måske hovedsæde i andre byer, siger Aage Lauritzen, der også har en forklaring på, hvorfor virksomheden endte med den gode placering:

- I 2021 havde dækket råvarerne til en lav pris, og så steg gaspriserne.

Priserne steg nemlig allerede markant året inden Rusland gik ind i Ukraine og begyndte krigen. Samtidig har virksomheden en tilgang til økonomi, der er grundet i fornuft.

- Vejen til den gode økonomi er, at vi ved, hvad vi skal betale for tingene, forklarer Aage Lauritzen, der også har været med til at udvidelse i foråret:

- Vi er i gang med en større udvidelse, hvor vi kommer til at have samlet fire reaktorer mere, hvoraf to allerede er bygget. Men det betyder ikke, vi kommer til at producere mere end de 15 mio. kubikmeter gas, som vi gør nu.

Det nye anlæg betyder nemlig, at anlægget kommer til at kunne modtage biobrændsel med en mindre brændværdi, men levere samme mængde gas til naturgasnettet som i dag.

Lokal forankret og ansvarlig

Men måske det ikke helt er en tilfældighed, at Ribe BioGas er endt med den fine placering, for den lokale forankring og ansvarlighed er en del af selskabets dna på flere plan.

- Det er et lokal biogasanlæg, og vi kommer i byen, og vi står til ansvar overfor byen. Det er en del af vores kultur, fortæller formanden.

Det betyder også, at der bliver arbejdet hårdt på at mindske eventuelle lugtgener.

- Det er et stort fokusområde ikke at være til gene for vores naboer, fordi vi ligger så bynære. Derfor har vi installeret et overdimensioneret kulfilter og et svovlrensesystem, fortæller han.

En fremtid med pyrolyse og PtX?

Ribe BioGas blev grundlagt i 1989, og på det tidspunkt var anlægget verdens største af sin slags. Ejerskabet består af 60 landmænd, der ejer 83 pct. af aktierne, mens Nature Energy ejer de resterende 17 pct. Frem til 2016 blev gassen leveret til det lokale fjernvarmeselskab, hvor samarbejdet ophørte. Men det kan meget vel være, at fremtiden kommer til at byde på overskudsvarme, hvor nærheden til Ribe kan udnyttes igen.

- Vi har lige købt 27 hektar jord, og vi kigger både på pyrolyse og PtX, siger Aage Lauritzen og minder om virksomhedens kultur:

- Vi er ikke first movers, men vi er first follower. Vi kommer først til at få et pyrolyseanlæg eller PtX, når teknologien er på plads og fungerer.

Men når den tid kommer, så er virksomheden åben for andre aktører som samarbejdspartnere.

- Jeg kan ikke sige, om vi selv kommer til at stå selv med det endnu, eller om det bliver sammen med en partner, siger han.

Selskabet er også allerede ved at få lavet en kommuneplan, så det bliver muligt med de nye teknologier på den tilkøbte jord i fremtiden.

Flere arbejdspladser og rekordresultat

Tilgangen kommer dog ikke til at ændre sig, uanset om der er en partner eller ej.

- Som sagt, så er vi meget forsigtige og konservative. Det drejer sig om at få lavet de rigtige værdistrømme, for vi har også en vision om at skabe lokale arbejdspladser her omkring Ribe, fortæller Aage Lauritzen.

Formanden er også ret sikker på, at Ribe Biogas ikke kommer til at komme på listen over bedste selskabsskatteyder i Esbjerg Kommune i 2022. Men det nuværende år ser det igen helt anderledes ud.

- Det kommer til at blive et rekordresultet i år, så mon ikke vi kommer til at være på listen igen for 2023, slutter formanden.

De ti største selskabsskatteydere 2021 i Esbjerg Kommune:

  1. Claus Sørensens Fond Holding A/S

  2. P & M Jørgensen Holding ApS

  3. Peter Laursen Holding ApS
  4. SHHE III ApS

  5. Droob ApS

  6. Villemoes Finans ApS
  7. Endrupholm Invest ApS

  8. Ribe Biogas A/S
  9. Esbjerg Havnesilo A/S

  10. Awk Holding ApS

Kilde: Esbjerg Kommune.

Tilmeld dig nyhedsbrevet