Energi Danmark indgår bonusforlig med energihandlere
Jesper Hjulmand er bestyrelsesformand i Energi Danmark. (Arkivfoto.)
Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix

Energi Danmark indgår bonusforlig med energihandlere

Tre tidligere ansatte i Energi Danmark, der krævede bonusser for 1,1 milliarder kroner, får knap 75 millioner.
20. DEC 2023 12.09

Sagen om de tre energihandlere, der mente at have 1,1 milliarder kroner i bonusser til gode hos deres daværende arbejdsgiver, Energi Danmark, er afsluttet.

Parterne har indgået et forlig, der betyder, at de tre tidligere ansatte tilsammen modtager 74,6 millioner kroner mod at frafalde alle krav mod Energi Danmark. Beløbet inkluderer de 11 millioner kroner, de allerede har fået udbetalt. Selv om Energi Danmark mente at have en god sag, valgte selskabet alligevel at klare sagen uden om domstolene.

- Rationelt set er dagens aftale den rigtige løsning for Energi Danmark. Ved at indgå denne aftale har vi fjernet en lille risiko - men dog en risiko - for at tabe et meget stort beløb.

- I stedet for at bruge energi, kræfter og mange penge på en lang og potentielt opslidende retssag, kan vi nu fokusere på at bringe Energi Danmark godt videre, siger bestyrelsesformand Jesper Hjulmand og næstformand Jacob Vittrup i en pressemeddelelse.

Djøf: Rimelig løsning

Stridens kerne er en bonusaftale, som blev indgået med Energi Danmarks nu fratrådte direktør, Jørgen Holm Westergård.

Den ville som følge af de meget store udsving på elmarkedet - og Energi Danmarks deraf følgende rekordoverskud på 8,9 milliarder kroner - have indbragt hver af de tre energihandlere en trecifret millionbonus.

Men Energi Danmarks bestyrelse havde aldrig godkendt aftalen og mener derfor, at den er ugyldig. Fagforeningen Djøf har repræsenteret de tre tidligere ansatte i sagen.

- Vores medlemmers behov har hele tiden været, at man fandt en rimelig løsning. Det er nu lykkedes, og både vi og vores medlemmer er glade for, at de nu kan komme videre med deres liv og karriere, siger Kia Philip Dollerschell, der er afdelingschef i Djøf.

Parterne har aftalt ikke at kommentere sagen og detaljerne i forliget yderligere.

/ritzau/

Tilmeld dig nyhedsbrevet