Ewii vil droppe afbrænding af biomasse fra træ
Når CO2 fra afbrænding af biomasse medregnes, er de samlede udledninger af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark faldet fra 78,2 mio. ton CO2-ækvivalenter i 1990 til 64,3 mio. ton CO2-ækvivalenter i 2022. Det svarer til et fald på kun 18 pct. (Arkivfoto.)
Foto: Gerald Herbert/AP/Ritzau Scanpix

Ewii vil droppe afbrænding af biomasse fra træ

Energikoncernen Ewii har truffet en principiel beslutning om at afvikle alle energileverancer, koncernen modtager fra afbrænding af træ.
15. NOV 2024 10.37

- Det er på tide, vi handler på et af Danmarks allerstørste CO2-problemer, og gør op med statistiske fiflerier, sådan siger administrerende direktør for Ewii, Lars Bonderup Bjørn, om koncernens beslutning og at droppe afbrænding af biomasse fra træ. 

Ambitionen lyder på, at senest i 2038, og gerne længe før vil Ewii ikke længere aftage energileverancer fra afbrænding af træ. 

- Vi bestemmer desværre ikke selv energimixet i Danmark, men nogle kilder har vi selv indflydelse på. Den indflydelse vil vi gøre gældende. Nu handler det om at få etableret alternativer til den CO2-forurenende træafbrænding, som står for 31 procent af den samlede udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark, siger Lars Bonderup Bjørn.

Tidshorisonten på 2038 er dog ikke koncernens drømmescenarie, men det kræver tid at sikre at  man kan komme ud af sine kontraktlige forpligtelser og finde alternative energiformer.  Derfor vil Ewii nu indlede undersøgelser af både tekniske alternativer, kontraktmæssige begrænsninger og muligheder for politiske initiativer. Håbet er, at tiltaget også kan inspirere andre, oplyser energikoncernen i en pressemeddelelse.

- Vi er som branche nødt til at tage ansvar for det reelle klimaproblem. Den industri, som vi direkte, men også indirekte støtter, når vi brænder træ af, gør skade på både klima og biodiversitet. Når der er alternativer, er vi forpligtet til at undersøge dem”, lyder det fra Lars Bonderup Bjørn.

Statistisk fifleri

CO2-udledninger fra afbrændingen af træ og anden biomasse medregnes ikke i Danmarks klimaregnskab. Biomassen indregnes ikke i det danske klimaregnskab, fordi FN’s opgørelsesmetoder tillader det. Det ændrer dog ikke på, at CO2-udledningerne fra afbrændingen bidrager til verdens samlede CO2-udledninger, lyder det fra Ewii-direktøren.

- Når biomassen ikke medregnes i det danske klimaregnskab, laver vi et statistisk fifleri, der får det hele til at se meget bedre ud. Det siger vi nu klart fra over for, siger Lars Bonderup Bjørn.

I 2022 blev der udledt 20,2 mio. ton CO2 fra afbrænding af biomasse i Danmark, hvilket udgjorde 31 pct. af den samlede udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet