Forsyningstilsynet undersøger muligt lovbrud i Odsherred Varme-sag
Forsyningstilsynet har modtaget mange henvendelser fra blandt andet forbrugere om de prisstigninger, som Odsherred Varme offentliggjorde i sidste uge.
Det skriver Forsyningstilsynet i en pressemeddelelse.
Forsyningstilsynet bad i 2024 Odsherred Varme om oplysninger om en række økonomiske forhold, herunder om omkostningerne til et større projekt med udrulning af fjernvarme. Det skete som led i tilsynets generelle opgave med at føre tilsyn med varmevirksomheders efterlevelse af varmeforsyningslovens prisbestemmelser. Forsyningstilsynet er i fortsat dialog med Odsherred Varme om sagen.
Oplysningerne fra Odsherred Varme vil danne grundlag for en vurdering af, om der kan være handlet i strid med varmeforsyningslovens prisbestemmelser, som blandt andet fastslår, at varmevirksomheder alene kan indregne nødvendige omkostninger i varmeprisen. Forsyningstilsynet vil også vurdere, om der er oplysninger i de seneste henvendelser, vi har modtaget, som skal indgå i undersøgelsen.
Forsyningstilsynet har ikke mulighed for at knytte flere kommentarer til den igangværende sag, herunder at give en nærmere tidshorisont for sagens afslutning.
jel