
Hyndla rykker ind i ny storhal på Odense Havn
Hyndla har som den første virksomhed indgået lejeaftale i Odense Havns nye produktions- og logistikhaller, selvom byggeriet først står færdigt i april 2025. Det skriver Odense Havn i en pressemeddelelse.
- Det, at vi kan have hele virksomheden samlet på et sted, og så et sted, hvor vi er tæt på vores kunder, og hvor vi er tæt på en afskibningshavn. Det er lige præcis det, vi har været ude efter længe. Jeg forventer, at vi kan forbedre vores arbejdsprocesser, da vi får en stor hal på Odense Havn i stedet for vores tre nuværende og mindre haller, hvor vi kan lave en mere lean og effektiv produktion til glæde både for os selv og for vores kunder,
siger Henrik Stamer, der er adm. direktør i Hyndla.
Aftalen omfatter 2.000 m2 af de i alt 10.000 m2 nye haller, som havnen er i gang med at opføre. Hallerne skal imødekomme en stigende efterspørgsel – især fra havvindindustrien – og næsten 98 pct. af havnens eksisterende bygningsmasse på 250.000 m² er allerede udlejet.
- Vi oplever massiv vækst hos virksomhederne på havnen. Derfor er investeringer i nye kapaciteter, som fx vores kommende produktions- og logistikhaller, altafgørende for at imødekomme efterspørgslen de kommende år. Vi kender til vigtigheden af at turde investere og være et skridt foran markedet. Det er Hyndlas underskrift på en lejeaftale, inden byggeriet står endeligt færdigt, et tydeligt eksempel på, siger Carsten Aa, der er adm. direktør i Odense Havn A/S.
Odense Havn forventer at få udlejet resten af arealerne i løbet af 2025. Ifølge havnen er den tætte beliggenhed ved kajen og muligheden for at samle produktion og logistik et væsentligt konkurrenceparameter for virksomheder i offshore-branchen.
- Samarbejdet med Odense Havn har været fortrinligt. Vi er blevet inviteret ind i processen og er blevet spurgt, hvad vi havde af behov og ønsker, og Odense Havn har været meget lydhør. Det bliver virkelig utroligt godt at komme ud i noget nyt og noget stort, som er fremtidssikret til os. Vi er heldigvis i en branche, der er i vækst. Vi oplever, at vores leverancer og vores services bliver mere og mere efterspurgte i fremtiden, og derfor ruster vi os nu til, at der kommer en endnu større efterspørgsel på det Hyndla leverer, siger Henrik Stamer.
jel