Andel investerer i sjællandsk start-up med fokus på højspænding
Søren Isaksen, CEO (tv) i billedet sammen med højre Christian Michelsen, stifter og CTO af ReliBond. I hænderne har de deres egenudviklede ’connector’, der bruges til at forbinde to kabler med hinanden.
Foto: Andel

Andel investerer i sjællandsk start-up med fokus på højspænding

Igennem investeringsselskab Impagt Invest Sjælland har ReliBond fået en investering på syv mio. kr. som skal bruges til at udvikle selskabets egenudviklede teknologi til samling af højspændingskabler.
15. JAN 2024 15.31

Andel og Sparekassen Sjælland-Fyn fælles investeringsselskab Impagt Invest Sjælland har investeret syv mio. kr. i virksomheden ReliBond, som har udviklet en metode til hurtigere samling af højspændingskabler til elnettet. Det oplyser de i en pressemeddelelse. 

ReliBond arbejder målrettet på at blive en af de verdensførende aktører inden for processer til samling af højspændingskabler. I dag er standardmetoden for samling af højspændingskabler tidskrævende, da de enkelte kobberledere bliver renset og afisoleret manuelt, før de kan samles. ReliBond har udviklet en automatisk proces, der på to timer udfører de samme processer, som hidtil har krævet flere dages arbejde. 

- At Impagt Invest Sjælland investerer i ReliBond er virkelig ideelt for os. Kapital til udvikling er nødvendigt for en start-up virksomhed som vores, der arbejder med udviklingen af højteknologiske hardware produkter. Vi er ude at bide skeer med de helt store, herunder verdens største kabelproducenter, så det er en stor udfordring for os at opnå og skabe den nødvendige tillid og respekt hos de store selskaber, siger adm. direktør hos ReliBond, Søren Isaksen, om investeringen. 

Det øgede behov for elektricitet er på ingen måde en isoleret dansk udfordring. Europa-Kommissionen har således vurderet, at der skal bruges 4350 mia. kr. frem mod 2030 i det europæisk elnet, hvis klimamålene skal indfries. Det stiller elnettet over for helt nye udfordringer, og det er baggrunden for Impagt Invest Sjællands investering i ReliBond.

- Vi står i omfattende klimakrise, der kræver vores handling nu. Den grønne omstilling og elektrificeringen af vores samfund er vigtige indsatsområder – og her spiller elnettet og højspændingsnettet en afgørende rolle. Med vores investering i ReliBond bakker vi op om selskabets vigtige arbejde med at udvikle en ny teknologi, som har potentiale til at gøre udbygning og vedligehold af højspændingsnettet smidigere og hurtigere, siger Ole Hillebrandt, CFO i Andel.

Relibond blev stiftet i august 2015 af de to DTU-kandidatstuderende civilingeniører Christian Michelsen og Martin Sander Nielsen. 

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet