Cadeler fordobler omsætningen trods lavere udnyttelse af kapacitet
Cadeler har i 2024 mere end fordoblet sin omsætning til 249 mio. euro (ca. 1,86 mia. kr.), en stigning på 140 mio. euro (ca. 1,04 mia. kr.) fra året før. Det skriver Cadeler i en pressemeddelelse.
Ifølge selskabet skyldes den store vækst en kombination af høj efterspørgsel på virksomhedens tjenester, fusionen med Eneti i december 2023 og vellykket projektudførelse. Dog var udnyttelsesgraden på 66 pct., hvilket er lavere end året før. Det tilskrives blandt andet hovedkranopgraderinger på skibene Wind Orca og Wind Osprey samt planlagt vedligeholdelse på Wind Scylla og Wind Zaratan.
Cadeler har en rekordhøj ordrebeholdning på 2,5 mia. euro (ca. 18,7 mia. kr.), inklusive alle kontraktuelle optioner.
- Cadeler er i en meget stærk position, hvor vi leverer på vores forpligtelser og samtidig udvider vores kapaciteter. Vores alsidige flåde, dedikerede team og innovative tilgang driver fortsat efterspørgslen fra kunder, der søger effektivitet, fleksibilitet og performance, siger adm. direktør for Cadeler Mikkel Gleerup.
Virksomheden forventer, at omsætningen i 2025 vil ligge mellem 485 og 525 mio. euro (ca. 3,62 og 3,92 mia. kr.).
Udvidelse af flåden og nye ordrer
I 2024 fortsatte Cadeler sin strategiske flådeudvidelse, blandt andet med opgraderinger af Wind Orca og Wind Osprey. Derudover blev jack-up-fartøjet Wind Peak leveret til tiden og sat i drift i Q3.
Cadeler indgik samtidig flere store kontrakter i 2024, herunder en aftale med ScottishPower Renewables om transport og installation af 64 offshorevindmøller på East Anglia Two-projektet. Derudover blev en aftale indgået med Inch Cape Offshore Ltd. om installation af 72 turbiner fra 2026 samt en langtidsaftale med Ørsted om kapacitet fra 2027 til 2030.
Virksomheden sikrede sig desuden finansiering gennem en private placement på 152 mio. euro (ca. 1,14 mia. kr.) og opnåede gunstigere lånevilkår for sine skibe og nybygninger.
Blandt de operationelle højdepunkter for 2024 var installationen af 60 x 14,7 MW Siemens Gamesa-møller på Moray West-projektet i Skotland, fortsat udførelse af Ørsteds projekter i Tyskland samt afslutningen på Yunlin-projektet i Taiwan.
- Vores rekordstore ordrebeholdning afspejler vores langsigtede strategi, hvor vi påtager os stadig mere komplekse og storstilede projekter, siger Mikkel Gleerup.
jel