DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
DTU håber at løse sol- og vindenergis store problem med åbning af nyt hybridkraftværk
Ny testfacilitet på Risø Campus i Roskilde. Hybridkraftværket Risø Hybrid Power Plant styrker forskning i en vedvarende energiforsyning. Det høster energi via vindmøller og solceller, omdanner det til elektricitet og lagrer overskydende energi i et batteri.
Foto: DTU

DTU håber at løse sol- og vindenergis store problem med åbning af nyt hybridkraftværk

Med det nye hybridkraftværk på DTU kan forskere teste produktion, lagring og styring af sol- og vindenergi.

Vind og sol er grønne energikilder og kan producere store mængder energi når det hhv. blæser og når solen skinner. Men den store hovedpine for teknologierne er perioderne, hvor disse forhold ikke er til stede. Derfor er en forsyning baseret udelukkende på vedvarende energikilder ikke bæredygtig, hvis ikke der udvikles storskala teknologier, som kan sikre en stabil el-leverance uafhængigt af om vinden blæser, og solen skinner.

For at imødekomme denne udfordring har DTU i samarbejde med energiselskabet TotalEnergies bygget et nyt hybridkraftværk ved universitetets forskningsfaciliteter på DTU Risø Campus ved Roskilde. Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

Hybridkraftværket består af to vindmøller, to solcelleanlæg, et højkapacitet lagerbatteri samt et avanceret interface til elnettet. Hybridkraftværket høster energien og lagrer den overskydende energi i et batteri, som kan bruges, når produktionen fra de vedvarende energikilder er lav.

Projektet vil kunne lagre knap 1 GWh om året, svarende til knap 200 husstandes årlige forbrug. Fremtidige kommercielle fuldskala-hybridkraftværk kan forsyne flere hundrede tusinde husstande med el. Det forventes, at også andre teknologier som elektrolyse og Power-to-X på sigt kan indgå i fremtidige faser af de nye, avancerede testfaciliteter.

Anlægget, der hedder Risø Hybrid Power Plant, bliver en central brik i DTU’s forskning i en mere bæredygtig energiforsyning og et vigtigt redskab i arbejdet med at kunne udvikle og afprøve nye teknologier, inden de opskaleres.

-  Forskning er en af de vigtigste nøgler til den grønne omstilling. Med Risø Hybrid Power Plant kan vi udvikle de rigtige teknologiske løsninger og gøre dem skalérbare. Det er en testfacilitet, som kommer til at gøre en mærkbar forskel i arbejdet med at omstille energisystemet til 100 procent vedvarende energi, siger rektor på DTU, Anders Overgaard Bjarklev. 

Vil kunne skure op for VE-produktion

Forskerne vil bruge hybridkraftværket til at teste produktion, lagring og styring på tværs af forskellige energiformer. Ved at kombinere flere vedvarende energikilder og samtidig kunne lagre evt. overskudsproduktion er ambitionen at levere en stabil forsyning til elnettet, også i overskyede eller vindstille perioder.

Hvor det i dag kun er muligt at skrue ned for produktionen af el fra vedvarende energikilder, skal forskerne på Risø Hybrid Power Plant udvikle løsninger, der gør det muligt også at ’skrue op’ f.eks. ved lagring og styring af energien.

- Som partner i DTU-TotalEnergies Excellence Center er vi glade for at kunne indvie det nye hybridkraftværk, som er et testcenter i verdensklasse. Det markerer et vigtigt skridt mod at kunne teste kontrolsystemer til vedvarende energisystemer med tilhørende balancering og optimering af anlæg og produktion. Det vil skabe stor værdi i vores bestræbelser på at indfri ambitionen om at blive en af de største producenter af vedvarende energi på globalt plan i 2030, siger Namita Shah, præsident for TotalEnergies' OneTech-organisation.    

Fakta om teknologierne bag Risø Hybrid Power Plant

  • Vindmøller: Hybridkraftværket er forbundet med to vindmøller af typen Vestas V27. Vindmøllerne er ombyggede med effektelektronik, så de kan styres på samme måde som moderne vindmøller. Den seneste Vestas V27 blev sat op den 21. august 2024.
  • Solceller: Der er opsat to solcelleanlæg, som til sammen udgør 1609 m2 solceller. Halvdelen vender mod syd, den anden halvdel mod henholdsvis øst og vest. Det sydvendte anlæg producerer mest set over hele døgnet, mens det øst-vest-vendte anlæg producerer mest, når forbruget er højest om morgenen og om aftenen.
  • Batteri: Det kan lagre 1,25 MWh og er monteret i en container. Det svarer til lidt mere end 100 husstandes elforbrug i et døgn.

Kilde: DTU

Tilmeld dig nyhedsbrevet