Erfaren PtX-mand rykker til Stiesdal
Site manager Hans Chr. Knudsen er tilbage i den hands-on verden hans elsker foran elektrolyseren i Måde udenfor Esbjerg.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Erfaren PtX-mand rykker til Stiesdal

Hans Chr. Knudsen er tilbage i sit rette hands-on element som site manager for brintanlæg i Måde ved Esbjerg efter et kort intermezzo i et kontorjob hos Sikkerhedsstyrelsen.
13. JUN 2024 12.09

Efter ti år hos den tyske PtX-udviklingsvirksomhed Electrochaea skiftede Hans Chr. Knudsen 1. januar 2024 fra jobbet som head of operations & maintenance til Sikkerhedsstyrelsen. Erfaringen med at opbygge og få et PtX-anlæg til at køre, havde han med sig til Sikkerhedsstyrelsen. Her fik han en stilling som sagsbehandler. Men skiftet levede ikke op til forventningerne.

- Jeg tænkte, det ville være godt at sidde ned, men når jeg sidder på en kontorstol end fem timer, så bliver jeg rastløs, fortæller Hans Chr. Knudsen, der efter tre måneder sagde op uden at have et andet job på hånden.

Men kvalifikationer og erfaringen inden for PtX gjorde det let at komme videre, for allerede med hans første ansøgning kom drømmejobbet. Hans Chr. Knudsen landede nemlig et job som site manager hos Stiesdal, hvor der er kommet gang i brintproduktionen med Stiesdals elektrolyser hos European Energys brintanlæg i bydelen Måde udenfor Esbjerg. Det er et skifte, som i den grad passer ham.

- Det her er spændende og noget helt andet end hos Electrochaea, hvor vi tog et møde, når der var forhindringer. Her går det hurtigt, og vi går ud og gør noget i stedet for at holde et møde. Meget er 'learning by doing', og så løser vi problemerne lynhurtigt. Og tingene går ikke i stå, fortæller Hans Chr. Knudsen og henviser til Stiesdal-ånden:

- Her står der ved indgangen: Keep it simple. Det skal være godt og sikkert samtidig.

Høj sikkerhed

Og sikkerheden er i den grad i orden, når der arbejdes med brint.

- Vi har antistatiske t-shirts på til 1100,- kr. stykket og brandhæmmende tøj på yderste lag. Når der er tryk på anlægget, så har alle sensorer på hver især. Der er sensorer placeret over hele sitet, siger Hans Chr. Knudsen, mens han viser rundt ved elektrolyseren ved brintanlægget i Måde.

Der er flere grunde til, at sikkerheden er så høj. Brinten kan nemlig ikke lugtes, og selv en brintflamme er ikke nødvendigvis ses.

- Ved arbejde med almindelig gas er der en risiko for en ulykke, med brint er der en risiko for en katastrofe, forklarer Hans Chr. Knudsen, der også har givet nøje sikkerhedsinstruktioner, inden vi gik ind på sitet, selvom der ikke er tryk på anlægget på dette tidspunkt.

Den første brint er produceret

Stiesdal-elektrolyseren, som er formet som en vindmølle, har allerede produceret den første brint.

- Det svarer til at lægge et vindmølletårn ned og lave en elektrolyser inden i den, forklarer Hans Chr. Knudsen om den runde form, der måske en dag kan betyde, at der bliver produceret brint inden i et vindmølletårn offshore. Og det er danske firmaer, der er involveret hele vejen igennem.

- Selve elektrolyser-delen bliver lavet hos Danfoss, og al elektronikken kommer fra KK Wind Solutions, fortæller han.

Selvom der ikke er tryk på anlægget denne junidag, så kan anlægget producere.

- Vi har allerede produceret brint, og det var faktisk midnats-brint, efter vi havde arbejdet på det hele dagen, fortæller Hans Chr. Knudsen, der den nat overnattede på hotel i Esbjerg frem for at tage turen hjem til Kibæk.

Arbejde hos en af de helt store

Når Hans Chr. Knudsen efterrationaliserer, så har han i den landet drømmejobbet.

- For mig er Stiesdal som Mærsk eller Danfoss, og det var virkelig: ”Kunne man komme derhen”. Henrik Stiesdal er en af de helt store i mine øjne, og han har også den håndværksmæssige forståelse og respekt, siger Hans Chr. Knudsen, der ikke lader nogen tvivl om, at han er landet på den rette hylde:

- Jeg er typen, der skal ud og have sikkerhedsskoene på og glæde mig til at komme på arbejde. Sådan har jeg det her.

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet