Green Power Denmark direktør: Ingen favorit til placering af nyt testcenter til vindmøller
Danmark skal have et nyt testcenter for vindmøller, men der er ingen af de kommuner, der er i spil til at blive hjemsted for testcentret, der umiddelbart står klar med åbne arme.
Tværtimod er modstanden markant og udtalt - senest er det lykkedes for forhenværende borgmester Ulla Vestergaard (S) i Thisted at samle hele byrådet i modstand mod en mulig udvidelse af testcenter Østerild, så det allerede eksisterende center bliver udvidet med møller på en højde af 450 meter fra jorden til vingetippen.
I Tønder Kommune samlede modstandere af et testcenter 200 mennesker på en bidende kold novemberdag ved Ballum Enge, skrev JV.dk.
Hos Green Power Denmark kan viceadm. direktør Jan Hylleberg endnu ikke sige, om brancheorganisationen har en favoritplacering af de to resterende muligheder, der stadig er på bordet.
- Der skal kigges lidt ekstra på, om Østerild kan udvides. Så jeg kan ikke sige endnu, hvilken placering vi foretrækker, fortæller Jan Hylleberg, men han lader ingen tvivl om, at der er behov for et nyt testcenter eller en udvidelse af Østerild:
- Danmark er i en global konkurrence, så vi skal sikre, der kan komme den udvikling, der er behov for.
Undersøgelserne er i gang, inden der skal tages en politisk beslutning på Christiansborg, og det er nu beslutningen skal tages, hvis den danske førertrøje skal bevares.
- I løbet af ganske få år, er der behov for enten at bygge et helt nyt testcenter eller at udvide Østerild, konkluderer Hylleberg.
Hvordan skal møllerne komme frem?
Vindmøllerne til et kommende testcenter bliver i størrelse XXL, og det kommer til at have betydning, hvordan de store mølledele rent praktisk skal transporteres frem. Testcenter Østerild har Hanstholm Havn kun 22 km borte, hvor der tidligere er blevet sejlet vindmøllerdele til.
Ballum Enge ligger 60 km fra Esbjerg Havn, hvor der er planlagt en ny fundamentfabrik til vindmøller, og havnen har allerede førende ekspertise indenfor udskibning af vindmøller. Men det er ikke fra Esbjerg, vindmøllerne til et eventuelt testcenter ved Ballum Enge skal komme via landevejen.
- Det har intet at betyde med Esbjerg. Elementerne ville skulle komme ind gennem Rømø Havn, og havnen lever allerede op til, at det kan lade sig gøre. Elementerne ville så skulle køres fra Havneby på Rømø til Ballum Enge over Rømødæmningen, forklarer Jan Hylleberg.
Sejlrenden indtil havnen er ellers kun mellem fem og seks meter dyb, og havnebassinerne har kun en vanddybde på maksimal fem meter. Desuden er der en begrænsning på 140 meter i længden og 35 meter i bredden for fortøjer i havnen.
Vejen fra den lille havn på Rømø over Rømødæmningen til Ballum Enge er på knap 24 km.
Forståelse for modstanden
Selvom Green Power Denmark direktøren ønsker det nye testcenter, så anerkender han modstanden både i Thisted og i Tønder.
- Jeg forstår godt modstanderne, det er helt normalt. Vi oplever modstand både ved sol og vindprojekter. Forventningen er, at de supplerende analyser er færdige i løbet af første kvartal, derefter kommer så de nødvendige høringer og miljøundersøgelser, som vi har oplevet det med Østerild to gange før, forklarer Jan Hylleberg.