DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Havbund undersøges ved Lillebælt Syd
GEO XYZ er et af tre skibe, der skal foretage geofysiske undersøgelser ved Lillebælt Syd som led i forberedelserne til opførelsen af havvindmølleparken.
Foto: TotalEnergies.

Havbund undersøges ved Lillebælt Syd

3D-teknologi skal bane vej for ny havvindmøllepark med planlagt drift i 2029.

Et skib er i gang med at udføre geofysiske undersøgelser i Lillebælt Syd som led i forberedelserne til opførelsen af en kommende havvindmøllepark. Undersøgelserne skal kortlægge vanddybde, havbundens fysiske forhold samt identificere store sten og potentielt ueksploderet ammunition. Det skriver TotalEnergies i en pressemeddelelse.

– Jeg er glad for, at vi nu helt bogstaveligt også får sat nogle skibe i søen i Lillebælt Syd. Skibene skal udføre geofysiske undersøgelser, der er helt afgørende for udviklingen af havvindmølleparken og vores målsætning om at kunne producere strøm i Lillebælt fra 2029, siger Zhanar Dreisig, der er asset manager i TotalEnergies.

Undersøgelserne, der anvender avanceret 3D-teknologi, forventes at vare frem til udgangen af juli 2025. Det største af de tre involverede skibe vil være synligt fra kysten i denne periode.

– Geofysiske undersøgelser giver os indsigt i havbundens struktur og sikrer, at vi kan planlægge byggeriet af vindmøllefundamenter og etablering af undersøiske kabler med højeste præcision og minimal påvirkning af havmiljøet, siger Andreas Karhula Lauridsen, der er vice president og havvindchef i European Energy.

Havvindmølleparken Lillebælt Syd får en kapacitet på 165 MW og skal kunne levere strøm til mere end 148.000 husstande, når den forventes idriftsat i 2029. Projektet bidrager til Sønderborg Kommunes klimaambition ProjectZero.

Fakta om Lillebælt Syd  
• Etableringstilladelse: December 2024  
• Forventet bygningsstart: 2027  
• Forventet idriftsættelse: 2029  
• Kapacitet: 165 MW  
• Antal møller: 11 stk., hver 256 meter høje med 15 MW kapacitet  
• Ejere: TotalEnergies (72,25 pct.), European Energy (15 pct.) og SONFOR (12,75 pct.)

jel

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet