
Regeringen og flere af Folketingets partier har store forventninger til eksport af grøn brint gennem et kommende brintrør til Tyskland. Men beslutningen risikerer at koste staten over 15 mia. kr., uden at der findes en robust forretningsmodel bag. Det skriver Rådet for Grøn Omstillings direktør Bjarke Møller om i et debatindlæg.
– Brintrøret til Tyskland er et dyrt og risikabelt eksperiment, hvor pengene kan bruges mere omkostningseffektivt og med større klimaeffekt til andre formål. Det er meget tvivlsomt, at der kan skabes en robust business case for eksport af grøn brint til Tyskland, siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.
Folketinget har besluttet at give Energinet mulighed for et statsgaranteret lån på 7,4 mia. kr. og et muligt driftstilskud på op til 8,3 mia. kr. Bag ønsket om at fremme brinteksport står blandt andre lobbyaktører som Copenhagen Infrastructure Partners, Dansk Industri og Green Power Denmark, som længe har presset på for støtte.
Men Rådet for Grøn Omstilling mener, at beslutningen hviler på alt for optimistiske fremskrivninger af både pris og efterspørgsel. Ifølge organisationens analyse er det kun 1 pct. af over 1600 potentielle grønne brintprojekter, der har nået en investeringsbeslutning – og det primært på grund af for høj pris.
– I fremtiden vil prisen på grøn brint næppe falde så meget, som tilhængerne håber på. Internationale analyser viser, at prisen i 2050 stadig kan være op til 7,6 euro/kg, siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.
Han fremhæver, at direkte elektrificering i mange tilfælde er både billigere og mere effektiv end brug af brint. Samtidig er brint vanskeligt og energitungt at transportere, og det giver større energitab end ved transmission af strøm.
– Hvorfor skal vi i EU opbygge to parallelle energiinfrastrukturer, når man kan spare penge ved at fokusere på elmotorveje? spørger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.
Ifølge Rådet for Grøn Omstilling er der heller ikke noget velfungerende marked for grøn brint, og transport over lange afstande er i praksis både dyrt og ineffektivt. Organisationen anbefaler derfor, at brint anvendes lokalt i industriklynger og til de anvendelser, hvor der ikke findes fossilfrie alternativer.
– I RGO er vi enige i, at Danmark får brug for at skalere den grønne brintproduktion i PtX-projekter, men brinten skal ikke eksporteres med dyre brintrør, der har en ekstremt tvivlsom business case, siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.
jel