”Tudetosset”: Testcenter for vindmøller ved Nationalpark Vadehavet
Turisterne er der stadig sammen med fårene, og Vadehavet ligger fredsfyldt sammen med et rigt fugleliv.
- Skal Pernille Vermund ikke se en havørn? lyder det ud i flokken fra Sebastian Klein.
Selvfølgelig skal partilederen se havørnen.
- Der er et trecifret antal havørne her i Vadehavet, og det er lige her ved Kammerslusen, ved Ballum og ved Vidåslusen. Det er lige her de vil lægge et testcenter. Det er tudetosset, siger tv-værten, debattøren og fugleelskeren Sebastian Klein måske ikke uanende om, at ”tudetosset” skal blive et af dagens mest brugte ord.
Regeringen er nemlig ved at beslutte placeringen af et nyt testcenter for vindmøller. Der er tale om otte 450 meter høje møller, og af de mulige placeringer ligger tre i og ved Nationalpark Vadehavet. Derfor står og Nationalpark Vadehavet skulder om skulder med borgmestrene fra Fanø, Frank Jensen (R) og Tønders Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), partileder Pernille Vermund (NB) og de to fhv. Venstre-ministre Ulla Tørnæs og Eva Kjer samt ikke at forglemme Sebastian Klein.
Alle fremmødte var enige om, at vi skal have mere vedvarende energi.
- Vi skal have vindmøller, men de skal ud offshore. Vi have solceller fortrinsvis på tagene af offentlige bygninger. Og så skal vi have atomkraft, for vinden blæser jo ikke hele tiden, slog Pernille Vermund fast.
DN: Vi skal ikke ødelægge den her perle
Danmarks Naturfredningsforenings præsident lagde heller ikke fingre i mellem.
- Vi må ikke ødelægge Vadehavet for at sikre, at vi får vedvarende energi. Vi skal ikke ødelægge den her perle. Regeringen må vende bunken og lave nye screeninger, hvor der tages hensyn til naturen, lød det fra Maria Reumert Gjerding.
Udsigten fra diget ved Kammerslusen byder også på udsigten til 200 meter høje møller i Måde syd for Esbjerg og Esbjergværkets 250 meter høje skorsten cirka 26 km væk. Men et testcenter ville komme til at bestå af otte møller med en højde på 450 meter.
- Det er lige nord for Kammerslusen, der kan komme til at ligge otte møller, og de er ni gange højere end domkirkens tårn i Ribe, konkluderer formand for Nationalpark Vadehavet Flemming Just og peger i retning af det historiske kendemærke seks kilometer væk.
Sebastian Klein kommer med en sammenligning, der kan få de fleste til at studse.
- I USA har man et lidt anderledes syn på naturbeskyttelse. Der lukkede man ned for en vindmøllepark, der nakkede nogle ørne.
- Det ville være en alvorlig fejltagelse for generationer, hvis der bliver udpeget et område her i Vadehavet. Det er Unesco Verdensarv, tilføjer Maria Reumert Gjerding.
Tønders borgmester ser også Danmarks internationale renommé som værende i fare.
- Vi har allerede vedvarende energi og vindmøller i kommunen, men det skal ikke være her. Vi skal også tænke på, hvordan man ser på os i Tyskland og Holland, hvor der også er vadehav, siger Jørgen Popp Petersen.
Og i Venstre er der sympati for at placere testcenteret andre steder, selvom den ansvarlige minister er kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der også er minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde.
- Da jeg hørte det her, så besluttede Ulla Tørnæs og jeg, at vi står brast og last for ikke at få testcenteret her i Vadehavet. Brug jeres netværk for at få det stoppet, sagde Eva Kjer.
Også Pernille Vermund rakte ud til forsamlingen i kampen mod testcentret, da en tilhører fortalte om, hvordan ansøgninger om aktindsigt i placeringen kom tilbage fyldt med sorte overstregninger.
- Sig til, så jeg kalder gerne ministeren i samråd, hvis ikke I kan få svar. Jeg er klar til at hjælpe. Ræk ud til politikerne. Det er penge, der afgør det her. Lad os finde en finansiering til en anden placering fx offshore. Vi vil gerne være med, for det her er virkeligt tudetosset og dumt, sluttede Pernille Vermlund.
DOI.dk arbejder på at få en kommentar fra kirkeminister Louise Schack Elholm (V) til kritikken og en placeringen mulig placering af et testcenter i eller ved Nationalpark Vadehavet.
Nye Borgeliges partileder Pernille Vermund vil flytte testmøllerne offshore, og hun er klar til at omstætte det til politisk handling. Foto: Jesper Ernlund Lassen - DOI.dk.