
ADP fastholder vækst trods globale udfordringer
ADP A/S landede et stærkt resultat i 2024 med markant vækst i både godsvolumen, omsætning og investeringer, trods et uroligt år i transportbranchen.
Selskabet øgede omsætningen med 15 pct., foretog investeringer for 611,3 mio. kr. og endte med et årsresultat på 93,4 mio. kr. Ifølge bestyrelsen er regnskabet tilfredsstillende, særligt i lyset af de fortsatte geopolitiske spændinger, som har påvirket branchen. Bestyrelsen anser årets økonomiske resultat som tilfredsstillende. Det oplyser virksomheden i en meddelelse.
- ADP er igen kommet stærkt ud af et foranderligt år i transportbranchen, der var påvirket af de fortsat geopolitiske spændinger. ADP vækstede på gods over kaj både i Fredericia og Nyborg og realiserede store investeringer i Taulov Dry Port. Selvom renteudgifterne ved de store investeringer bl.a. påvirkede regnskabet, har ADP leveret et sundt, tilfredsstillende resultat. Flotte resultater kommer af dygtige folk – tak for en god indsats til alle i ADP, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand hos ADP.
Fredericia Havn håndterede 23 pct. flere containere end året før, mens omsætningen på fast bulk i Nyborg steg med 62 pct. Derudover blev der i Taulov Dry Port færdiggjort 87.000 m² lager- og logistikfaciliteter, og A.P. Møller Mærsk åbnede et lavemissionslager.
- Der er en stigende interesse fra rederierne til ADP-havnene. Det kan tydeligt ses på tonnagen for 2024, men der blev også igangsat dialoger, der vil øge mængderne af gods over kaj fremadrettet. Derfor er færdiggørelsen af havneudvidelsen i Fredericia særdeles kærkommen, og det samme gælder på Nyborg Havn, hvor vi i løbet af 2024 igangsatte en spændende proces om udvidelse af havnen, siger Rune D. Rasmussen, der er adm. direktør i ADP.
Flere nye initiativer
I årets løb indledte ADP et partnerskab med TotalEnergies og Evida om CO?-lagring og indgik aftale med Thisted Kommune om fremtidigt medejerskab af Hanstholm Havn.
- Der er ingen tvivl om, at 2024 har været et afgørende år for ADP, hvor der er søsat nogle betydningsfulde projekter, som på længere sigt kommer til at give ADP en større rolle på den internationale havnescene, siger Rune D. Rasmussen, der er adm. direktør i ADP.
Samtidig melder ejerkommunerne Fredericia og Nyborgs borgmestre om stærk opbakning til ADP’s udvikling og betydning for lokal vækst.
- ADP er en gevinst for de kommuner, som ADP driver havnevirksomhed i, og det bliver somme tider taget for givet. ADP er af national interesse, og at vi i Fredericia har en havn med så stor national betydning, skal vi være stolte af. Dernæst spiller havnen en central rolle i at skaffe arbejdspladser og dermed et aktivt byliv i Fredericia. Det skal vi i fællesskab værne om, fastslår Christian Bro, borgmester i Fredericia Kommune.
amp