Topsoe valgt til indisk brint-projekt

Topsoe skal levere teknologi til Hygencos kommende grønne ammoniakfabrik i Gopalpur, Odisha i Indien.
27. NOV 2024 9.58

Indiske Hygenco Green Energies har indgået et partnerskab med det danske firma Topsoe, som skal levere teknologi til Hygencos kommende grønne ammoniakfabrik i Gopalpur, Odisha i Indien.

Hygenco planlægger at etablere et storskala anlæg for grøn ammoniak i Gopalpur Industrial Park, som forventes at være i drift i 2027. Anlægget bliver et af de første af sin slags i regionen. Tidligere i 2024 tog Hygenco Indiens første kommercielle grønne brintfabrik i brug.

- Verden søger innovative løsninger på presserende miljø- og energimæssige udfordringer, og Hygenco gør store fremskridt med at fremme energiomstilling og dekarbonisering. Vi er begejstrede for at kunne anvende Topsoes banebrydende teknologi til effektivt at skalere produktionen af grøn ammoniak, udtaler Amit Bansal, medstifter og administrerende direktør i Hygenco i en pressemeddelelse. 

Hygenco indgik for nylig en aftale med REC, et statsligt indisk selskab, om gældsfinansiering på 280 millioner USD til udviklingen af projektet.

Som teknologipartner vil Topsoe levere deres avancerede grønne ammoniakteknologi, der sikrer fleksible og effektive driftsforhold med optimeret ydeevne.

- Vi ser frem til at arbejde sammen med Hygenco om dette imponerende projekt. Grøn ammoniak spiller en central rolle i at reducere drivhusgasemissioner fra energitunge industrier og langdistancetransport. Globalt set er der behov for at opskalere dekarboniseringen, og Hygencos projekt kan bidrage betydeligt til denne indsats, udtaler Elena Scaltritti, kommerciel direktør hos Topsoe. 

Med hovedsæde i Gurgaon, Indien, udvikler Hygenco storskala grønne brint- og ammoniakanlæg. Hygenco planlægger at investere 2,5 milliarder USD over de næste tre år i nye projekter inden for grøn brint i Indien.

esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet